Overskriften er taget fra en kommentar af en ven, jeg havde med mig til Rusland, da jeg besøgte landet tredje gang. Jeg rejste sammen med en flok medpraktikanter fra Tallinn og havde overbevist mig selv om, at nu skulle jeg rigtigt vise dem det Sankt Petersborg og det Rusland, som jeg selv så. Det gik dog hurtig op for mig, at de slet ikke så det samme land som jeg. Og de forelskede sig ikke i byen, som jeg havde gjort det. Der var gået 7 år siden mit første besøg i Sankt Petersborg. Dengang havde jeg rejst rundt i Taigaen med mine spejderkammerater og oplevet det nærmest mytiske land på godt og ondt. Vi havde set bjerge og stepper og gammelt krigsmateriel. Vi følte os velkomne, hvor vi kom frem og oplevede i sandhed en anden verden. På samme tid fik vi også en masse røverhistorier med hjem fra turen: En korrupt borgmester havde garanteret vores rejseleder byrådets VOLGA’er til at transportere os ud til lufthavnen, vi havde fået en AK-47 salut ude midt på en flod, vi havde set legende børn foran faldefærdige rønner langt fra den såkaldte civiliserede verden, vi havde fløjet i en gammel bombemaskine og så var der tasketyveriet vi så i Sankt Petersborg. Men russerne vi mødte var venlige og imødekomne og efterlod et så stort indtryk på mig, at jeg ville tilbage. Så måtte det jo koste hvad det ville af sved og blod over den russiske fonetik og bevægelsesverber.
Der skulle gå 7 år inden jeg vendte tilbage til Rusland, denne gang godt forberedt på at skulle bruge mit russiske og på at komme tættere på. Der var selvfølgelig ting, der overraskede mig, da jeg under mit 4 måneders studieophold i Sankt Petersborg kom tæt på. Manglen på service og imødekommenhed overfor fremmede var næsten med til at give mig en mindre depression i starten. Det samme var kulturen uden smil. Når man kommer fra en lille by i Vensyssel og er vant til at kunne smile til alle, er det næsten skræmmende at møde den mur af sure miner og vrisne ord, som russerne distancerer sig fra fremmede med. “Du er ikke velkommen!” Den slags opdager man først rigtigt, når man kommer tæt på og derfor ikke altid får turistbehandlingen “You are from Scandinavia? - Special offer for you!” Men vagtdamerne ved indgangen på Universitetet begyndte at smile efter en måneds tid eller to og jeg begyndte virkelig at værdsætte de smil, jeg fik. - For de betød alle noget.
[caption id="" align=“alignleft” width=“359” caption=“Cheburashka! -
Se han kan smile!”] [](http://www.facebook.com/photo.php?pid=1135480&
amp;id=665956842)[/caption]
Nogle af mine venner var ganske forfærdede, når jeg skrev hjem og beskrev, hvordan jeg havde set en død mand i metroen. Han lå der jo bare, akkurat ligesom blodpølen foran mit kollegium, eller blodstænkene i isen nede ved broen. Min computer blev stjålet, nå hvad, det kunne have været værre, og nu har jeg en computer, der spørger, om jeg vil сохранить denne hjemmeside. Jeg hørte om et mord bag vores stamcafe og om en kinesisk pige, der blev gennembanket tæt på det lokale supermarked på Hitlers fødselsdag. Ja, Sankt Petersborg er en storby. Men hvis man ikke forventer et paradis på jord, så er Sankt Petersborg bare en storby som alle andre.
Jeg tog hjem til Danmark i slutningen af maj 2008 og sad derpå i min lille jyske by og undrede mig over, hvor stille, der var. Luften var sikkert også en hel del friskere og husene så bare lidt hyggeligere ud. Det bedste var dog at kunne hilse på kassedamen i det lokale supermarked og få et smil tilbage. Så i august tog jeg til Tallinn. Det var lige på samme tid som krisen i Georgien og jeg var alligevel lidt spændt på at se, hvordan det hele ville udforme sig. Jeg fandt lidt anti-georgisk propaganda på det lokale supermarkeds mure. Грузия сосëт, Россия решает og dertil nogle meget bekymrede avisartikler. - Men ellers skete der ikke rigtig noget. Så i oktober fik jeg overtalt mine medpraktikanter i Tallin til at tage med mig på en weekendtur til Sankt Petersborg. Én havde været der før, tre skulle møde byen for f’ørste gang. Jeg planlagde turens højdepunkter, anbefalede mad og advarede om de manglende smil.
Jeg slappede af og benyttede mig af chancen for at kunne iagttage mine rejsefæller, som de mødte Sankt Petersborg. Det var ganske forfærdede over den fordrukne mand, der brækkede sig lørdag morgen på Nevskij Prospekt, ikke langt fra deres fødder. Det er selvfølgelig ikke kønt at se på, men jeg vil ikke mene, at det kan være værre end at se på buspassagerer i Århus lørdag morgen klokken 5:00. Det blev ikke bedre, da vi så en enkelt hund løbe frit rundt på gaden. Det var noget, der kunne forskrække en vesteuropæer, mens jeg stille mindedes hundeflokken på 8 store hunde, der holdt til foran det lokale indendørs marked, da jeg var der i foråret. Det var ikke nogen, man skulle klappe for, men de passede sig selv. Og så var der resterne efter 3 biluheld. Kort sagt: Hver eneste gang mine venner blev forfærdede, rykkede jeg bare let på skulderen og tænkte, at de nok havde forventet et nyt Amsterdam eller et Paris.
[caption id="" align=“aligncenter” width=“547” caption=“Et mindre
biluheld på Nevskij Prospekt. Læg mærke til politibetjenten i
midten!”] [](http://www.facebook.com
/photo.php?pid=1135482&id=665956842)[/caption]
Hvad der havde imponeret mine rejsekammerater fra Tallinn havde været Eremitagen, som jeg allerede havde set to gange, og som jeg så småt har set nok af. Det samme med guldkupler. - Det er kun spændende de første par uger. Flodsejladsen og kanalrundfarten i Nordeuropas Venedig havde gjort indtryk. Det samme havde de typisk russiske souvinirs, selvom de næsten alle insisterede på, at de havde købt babusjkaer (og ikke matrjoskaer).
Måske har jeg gennem mit studie og takket være mit første besøg i Rusland i 2001 vænnet mig til, at man er villig til at tænke det værste om landet. De fleste, jeg møder, har spurgt mig, hvordan jeg tør specialisere mig i så farligt et land? Jeg plejer at svare, at jeg til enhver tid hellere vil til Rusland end til København. De grimme statistikker skal ikke skræmme mig væk fra det land, jeg som 16-årig forelskede mig i. Ja, jeg vil give statistikkerne ret i, at Rusland ikker er et ufarligt land at bo i og jeg har da set mange ting, som ville have forarget mig, hvis jeg så det samme i Danmark, men Sankt Petersborg er en livlig by på mere end 4 millioner indbyggere. Der rejser de gamle mænd sig op for alle kvinder i bussen og de unge mænd får ren besked af de gamle bedstemødre, når de ikke opfører sig godt nok. Man kan falde i snak med folk i teateret og få gode venner på et museumbesøg.
Nogen siger om Rusland, at enten forelsker du dig i det, eller også vil du for evigt undgå landet. Min status endte med at blive at den to af mine rejsekammerater fra november ville gerne derover igen og to udtalte som i overskriften, at hvis Sankt Petersborg var europæisk, så ønskede de ikke at se mere. - Alt det de går glip af!
[](http://www.facebook.com/photo.php?pid=1135512&
amp;id=665956842)