Fredag d. 23. marts gæstede Dr. Alla Glinchikova Århus Universitet. Glinchikova, som er specialiseret i idéhistorie og globalization studies, har netop forsvaret sin doktorafhandling om Ruslands vej til modernitet, som udkommer til sommer. Hendes foredrag om forholdet mellem russisk og europæisk opfattelse af modernitetsbegrebet, og hvordan denne forskel ligger til grund for det store skel mellem Rusland og Europa, skulle vise sig at blive en større mundfuld. < span style=““FONT-SIZE:">Alla Glinchikova er idéhistoriker, og derfor var en vigtig bestanddel af hendes foredrag begrebsafklaring. Det bidrog til, at de blandt tilhørerne, som ikke var bekendte med idéhistorisk terminologi, havde nemmere ved at følge hendes diskurs. Men trods begrebsafklaring, hyppige anekdoter og talrige små intermezzoer, hvor hun gik i dialog med tilhørerne, kan vi ikke komme udenom, at det var en smule tørt. Derfor følger nu en kort redegørelse for Glinchikovas pointer og en ‘oversættelse’ af hendes diskurs.Glinchikovas formål med foredraget var at fastslå, om stalinismen var en sygdom, der brød ud, og som nu er kureret, eller om stalinismen, og her mener hun også forudsætningerne for et totalitært styre, ikke er en overvundet sygdom, men derimod en virus, der kan vende tilbage. Glinchikova frygter, at den sidste mulighed er den korrekte. Hendes billedsprog, der er hentet fra sygdomsrelaterede termer viser tydeligt hendes holdning til totalitarisme. Hun går videre og stiller spørgsmålet: Hvordan var det totalitære regimes opblomstring muligt i Rusland? Svaret på dette spørgsmål findes ikke i politiske og økonomiske sammenhænge, men i den kulturelle, sociale og religiøse kontekst. Hun gør op med den forestilling, at for et totalitært regime er landvinding kun muligt, hvis samfundet er svagt. For ifølge Glinchikova var det russiske samfund ikke svagt. Kan et svagt samfund eksistere i over tusind år? spørger hun os. Bevares, der var i Rusland svage perioder, som i starten af 1600-tallet, hvor den ene regent af løste den anden ofte under voldelige omstændigheder eller tiden under 1. og 2. verdenskrig. Men i disse tilfælde var det russiske samfund efter Glinchikovas mening stærkt. Samfundet modsvarede den svage stat og hjalp landet over krisen. Men hvordan kan et samfund så acceptere og understøtte en stat, der undertrykker det. Svaret er enkelt: Legitimitet. For at forstå denne problemstilling er det nødvendigt at beskæftige sig med mentalitet, kultur og religion. Glinchikova præsenterer et for tilhørerne forholdsvist ukendt begreb, paternalisme, som i derriveret form betyder faderskab, men Glinchikova har valgt at bruge begrebet i en anden betydning. Fra Moskva-staten og Peter den Stores sekulære regering frem til kommunismen og den nuværende neoliberalistiske styreform er der bevaret et specielt forhold mellem stat og samfund, som bedst beskrives med begrebet paternalisme. For at forstå det begreb sammenlignes med Rusland med Europa. Europa er karakteriseret ved civil, dvs. borgerlig, regeringsform, som finder sin legitimitet i den folkevalgte regering. I Rusland er der trods skiftende regeringsformer bevaret en paternalisme, som stammer fra den teokratiske styreform. Europa er også udviklet fra et teokratisk system, men hvor Europas religiøse sfære var præget af forskelligheder inden for Kristendommen, var der i Rusland en national kirke, som bevirkede, at folket ikke individualiseredes. I det paterniserede samfund accepterer samfundet sin stilling som et politisk objekt, hvilket vil sige, at staten kontrollerer samfundet. I dette findes en speciel legitimitet. Det er ikke tale om en folkevalgt styreform. Statens vigtigste rolle var at bevare de moralske kristne love. Så legitimiteten var derfor af moralsk karakter. Men det paternalistiske samfund kan bevares, selv hvis religionen ikke er tilstede. Så erstattes religionen med en ideologi, som stemmer overens med den tidligere religiøse moral. Moralitetens vigtighed i det paternalistiske samfund illusteres ved, at man tog afstand for Stalin pga. hans immoralitet, og ikke på grund af hans politiske og økonomiske beslutninger. Immoraliteten kan skabe et skel mellem stat og samfund, hvilket f.eks var tilfældet under stagnationsperioden, hvor folket ikke støttede op om Bresjnev og den krakkende stat. Den paternalistiske stat bruger samfundet som et middel til at opfylde sine behov. Heraf følger, at individet ikke har en reel værdi for staten. Netop individets værdi er det springende punkt. En elite kan kun overtage magten i et land, hvor individerne er uden værdi for staten. Og her ser vi forskellen mellem Europa og Rusland. Europa skiftede fra en paternalistisk samfundsform til den civile som følge af Reformationen, mens Rusland skiftede fra teokratisk styreform til paternalistisk uden at tage det sidste skridt til civil styreform. Dette bunder i, at udviklingen af individet og skabelsen af individets personlighed er sket forskelligt i de to samfund. Der er tre trin for udviklingen af individets personlighed: 1) Individet som værdi. 2) Individualisering af tro. 3) Sekularisering af staten. Hvis vi begynder med trin 1), så begyndte individets værdi i Europa at konstituere sig med slutningen af middelalderen, hvor idéen om mennesket skabt i Guds billede vandt indpas. Alle komponenter i mennesket var en afspejling af Gud, og dermed blev et fænomen som eksempelvis egoisme betragtet som et middel for mennesket til at beskytte sine egne interesser. Således blev individets egeninteresse en værdi og medførte en retfærdiggørelse for individet over for staten. Med renæssancen smeltede Gud så at sige ind i naturen, hvilket førte til en demoralisation af mennesket. Hvis alle tendenser i mennesket er naturlige og dermed retfærdiggjort af Gud, betyder det, at Gud står som garant for at egenskaber som egoisme, had og destruktion af andre er på sin plads. Dette førte til en mentalitet i samfundet, som Machiavelli var eksponent for. Blot man gav udseende af at være god, kunne man sætte sig ud over al moral for at fremme sine mål. Således blev der en tilstand i samfundet, der bedst betegnes som alles kamp mod alle. Indtil trin 2) blev nået, nemlig geninstallation af Gud, men nu som en individualiseret Gud, som var kompatibel med den nye forståelse af individuelt ansvar. Ud af dette udviklede Reformationen sig med idéen om individets direkte ansvar over for Gud og en medfølgende definition på god og ond handling. Den eksisterende styreform var stadig teokratisk, og staten betragtede stadig samfundet som et middel, men menneskerne var integrerede indefra. Dette førte til trin 3) sekulariseringen. Samfundet ændrede sig mod moderniteten, og mennesket blev sujets og var integrerede i samfundet. I Rusland skete også en individualisering af personligheden, eller sagt med andre ord en retfærdiggørelse af individet, men det skete på en anden måde end i Europa. Under tataråget mistede de forskellige stammekulturer i Rusland deres særkende, men fandt sammen i en samlet identitet funderet i religionen. Dermed var moraliteten i højsædet, for det var de moralske værdier, som blev fælles for alle i samfundet. I religionen fandtes med andre ord den moralske legitimering. Mødet mellem Gud og menneske medfører retfærdiggørelse af individet, som får sin moralitet fra Gud, hvorved mennesket kan være egoistisk og moralsk på samme tid. Men det var en meget speciel slags individuation, der skete i Rusland, og som afspejler mentaliteten den dag i dag. Individerne satte ikke grænser op mellem hinanden. De fokuserede på begreber som næstekærlighed, gavmildhed, hjælpsomhed - kort sagt altruisme. Her sker berigelsen netop ved, at grænser fjernes. Modsat den europæiske individuation, hvor grænser opbygges for at adskille individerne fra hinanden. Men selvom grænser kan adskille individer fra hinanden og dermed virker ikke fremmende i sociale relationer, er de vigtige i politik og økonomi, og hvis en altruistisk ”jeg ofrer mig for dig-mentalitet” er herskende på disse områder, skal der ikke mere end en stærk elite til at overtage magten. Deri muliggøres statens magt over samfundet. Individerne blev med andre ord absorberede i stat og kirke som følge af den manglende afgrænsning.
Her ser vi, hvor vigtig moralen er for samfundet. Hvis moralen er fraværende kan et totalitært styre vinde indpas. Den sekulære stat blev amoralsk, for den manglede kirken som garant for moral. Det præmodernistiske samfundet var fastklemt mellem en sekulær amoralsk stat uden at have nogen form for politisk eller økonomisk ansvar. Og dermed muliggjordes det totalitære regime. Nu er Rusland midt i en udvikling mod et neo-liberalistisk samfund, men samfundets mentalitet er stadig altruistisk. Derfor er det Glinchikovas påstand, at det er på tide at introducere værdien af grænser i det politiske og økonomiske liv. Til gengæld mener hun, at Vestens problem er, at vi sætter grænser op, hvor de ikke hører hjemme, blandt andet i sociale relationer og i det offentlige rum. Heri findes vores problem, som vi skal arbejde med for at blive mere hele mennesker. Dr. Glincikovas fremlagde således sit syn på, hvordan det var muligt for et totalitært styre at overtage magten i Rusland. Hendes fremlæggelse var præget af pædagogisk indsigt og en rød tråd, som var nem at følge for den indviede. Men jeg savnede en forklaring på, hvordan det i så fald var muligt for det nazistiske styre at overtage magten i Tyskland, som ifølge Glinchikova netop havde gennemført en individualisering af personligheden, og hvor der var sket en sekularisering, der gav mulighed for det borgerlige styre, som er så vigtigt i forbindelse med udvikling af det afgrænsede individ. Men ser man bort fra et par uklarheder i argumentationen, som sandsynligvis skyldtes foredragsholderens stramme tidsramme, var det en interessant og berigende oplevelse. Måske for idéhistorisk og for abstrakt for de fremmødte. Men med denne artikel håber vi, at oplevelsen er ført hen på et mere konkret og forståeligt plan.