Abstrakt: Der tages udgangspunkt i Sovjetunionen, og hvordan og i hvilken grad det lykkes det socialistiske parti at begrænse kritisk og oppositionel virke inden for føderationens grænser. Der arbejdes ud fra den tese, at det sproglige udtryk, som i sprogfilosofiske fænomenologiske teorier oftest behandles som en mulighedsbetingelse for tankens udvikling i positiv henseende, også kan have en begrænsende egenskab. Og at denne, hvis den udnyttes i et totalitært regimes interesse, kan bruges som et effektivt virkemiddel til at propagandere og manipulere befolkningen. I George Orwells roman 1984 finder man et originalt og meget vellykket forsøg på at vise, hvorledes det sproglige udtryk kan begrænse tanken og tankens mulighed for at komme til udtryk og derved udvikle sig. Inspireret, provokeret og skræmt af det nazistiske styres totalitære dominans illustrerer Orwell, hvorledes en totalitær magt målrettet arbejder på at få fuldstændig kontrol over den menneskelige bevidsthed. Incitamentet er netop, at fri vilje, menneskelig forskellig og selvstændighed er en fare for en totalitær magts beståen. Det er derfor i den totalitære stats interesse, at eliminere disse elementer hos den menneskelige bevidsthed, så menneskets funktion som samfundsressource kan udnyttes maksimalt.

Udviklingsprocessen rettet mod tilintetgørelsen af selvstændig tankevirksomhed er endnu ikke fuldført i året 1984, som danner ramme for romanens fortælletid. Man er netop begyndt at anvende Nysprog, som er et resultat af en systematisk begrænsning af vokabularet, forsimpling af grammatikken og eliminering af ’farlige’ ord, som betegner følelser, filosofiske nøglebegreber, samt begreber af samfundsmæssig og politisk relevans. Desuden sker der i sproget en aggressiv omdefinering af ord, realiseres ved hjælp af dobbelttænkning, som har til formål at gøre en selvmodsigelse acceptabel for tanken. Der er kort sagt tale om en manipulering og en degression af menneskelig tankevirksomhed.

En sådan begrænsning af den frie tanke er desværre ikke kun fiktion, men tværtimod et effektivt middel udbredt i totalitære stater verden over og gennem historien. Et udmærket eksempel findes i Sovjetunionen. Sovjetunionen udmærker sig som forskningsobjekt, idet det er et afsluttet eksperiment, afgrænset i tid såvel som ideologisk.

Med revolutionen i 1917 påbegyndtes et af de mest dristige og mest grufulde menneskelige eksperimenter i verdenshistorien: At virkeliggøre Marx og Engels’ kommunistiske ideologi.

Filosofiens vilkår i det tidlige Sovjetunionen De første fem år efter Oktoberrevolutionen var præget af borgerkrig og krigen mod Polen. Men i 1922 stabiliseredes landet tilstrækkeligt til at de bolsjevikiske ledere kunne beskæftige sig mere intensivt med samfundsorganisatoriske emner. Fokus rettedes mod at opbygge et ideologisk grundlag med udgangspunkt i marxismen.

Bolsjevikkerne påberåbte sig proletariatets diktatur, og marxismen skulle nu enevældigt udgøre samfundsideologien. Ingen rival blev tolereret, hverken kirken eller ikke-marxistiske filosofier. Filosofisk frihed blev indskrænket som noget af det første, og teoretiske udredelser tjente oftere til at fremme en magtposition end til at klargøre et filosofisk problem.

Et eksempel ser man i magtkampen mellem Stalin og Trotskij, der fulgte i kølvandet på Lenins død i januar 1924. Magtkampen var præget af et tilsyneladende ideologisk indhold, men var i virkeligheden blot et middel til at sværte modstanderen til. Sætter man den ideologiske magtkamp på spidsen, drejede det sig om, hvorvidt man skulle holde sig til at gennemføre socialisme i ét land, Rusland, eller kæmpe for at gennemføre en socialistisk verdensrevolution. Stalin var eksponent for den første, Trotskij for den anden.

Sammenholder man stalinisme og trotskisme er det tydeligt, at begge anså sig som fundamentalt loyale over for Marx og Lenins teorier, men hvor trotskismen bygger på en oprigtig revolutionær optimisme, en tro på at arbejderne vil følge trop, hvis blot lederne førte den rigtige socialistiske politik, var stalinismens menneskesyn helt anderledes. Stalin mente ikke, at socialismen havde bred folkelig opbakning og fandt i sit pessimistiske samfunds- og menneskesyn det nødvendigt at beordre socialismen. Trotskij var af den overbevisning, at arbejderne med tid og erfaring selv kunne indse rigtigheden af at gå ad socialismens vej.[1]

Men det springende punkt i denne magtkamp var, at disse teoretiske diskussioner ikke havde noget at gøre med ideologi, teori eller filosofi. Ser man på de realpolitiske omstændigheder, er der en del forhold, der talte imod en satsning på verdensrevolution i midten af 1920’erne.

Realpolitisk var det et dårligt træk, da landet havde brug for ro til genopbygning. Der var i særlig grad behov for etablering af handelsforbindelser. Endvidere ville det blive svært at få den russiske befolknings støtte efter mange år med først revolution og så de mange efterfølgende ødelæggende opstande.

Der var til gengæld mange forhold, der talte for, at man skulle begrænse de socialistiske visioner til kun at omfatte Rusland. Skulle socialismen gennemføres i Europa, forudsatte den en række revolutioner, der ikke umiddelbart så ud til at komme. Teorien om socialisme i ét land var således et udtryk for politisk realisme, idet den borgerlige revolution havde ændret karakter til en socialistisk revolution, og man havde brug for en doktrin, der kunne forklare og understøtte denne udvikling. Teorien om socialisme i ét land var velegnet til det formål. Og da den samtidig kunne bruges magtpolitisk til at sætte Trotskij ud af spillet, kørte Stalin den i stilling. Han manipulerede kildematerialet på en sådan måde, at hans teori tilsyneladende kunne understøttes i Lenins skrifter, og det lykkedes ham samtidig at stemple Trotskij som antileninist.

En anden form for filosofisk begrænsning fandt også sted i 1920’erne. Mere end hundrede filosoffer og intellektuelle blev udvist af Rusland, og i det hele taget skete der en filosofisk ensretning i landet. Man læste kun Marx og Engels. Anden filosofi tjente kun som objekt for kritik og afvisning. Lenin blev efter sin død en ny autoritet i form af marxismeleninismen. I slutningen af tyverne var der endnu plads til fortolkning inden for marxismen; der foregik livlige debatter mellem to skoler: den mekanistiske skole og tilhængerne af Deborin. Men i 1931 fordømmer Stalin begge skoler og lægger dermed en dæmper på filosofisk originalitet.

Manifestationen af socialistisk realisme som litterær retning Det var ikke kun filosofien, der måtte se sit eksistensgrundlag ændret. I midten af 1930’erne i forbindelse med den anden femårsplan udvikler man i Sovjetunionen retningslinierne for socialistisk realisme, som skal udgøre rammen inden for hvilken forfattere skulle skrive litteratur. Der blev skabt at litterært institut, Gorkij Instituttet, hvor spirende forfattere blev trænet i at præsentere den objektive virkelighed med fokus på den historiske udvikling, hvilket vil sige sovjetstatens avancering, socialismens stadige udvikling i Sovjetunionen og måske endda udi hele verden. Litteraturen skulle være et middel til at propagandere politisk ideologi. Social æstetik og kritik indebar blandt andet, at forfatterne skulle forholde sig kritisk over for prærevolutionær litteratur og have den korrekte forståelse for den historiske baggrund for de i litteraturen præsenterede idéer. Forfatteren skulle i øvrigt vise den rette tænkning i forhold til partiet (partiinost’)[2] og i forhold til den socialistiske ideologi, (ideinost’). Derudover skulle litteraturens beskaffenhed være af en sådan art, at den var lettilgængelig for almindelige mennesker, (narodnost’), og slutteligt skulle litteraturen afspejle en speciel form for humanisme, som nærmere defineres som en tro på menneskets fremskridt mod kommunismen gennem fornuften. Det var således op til forfatteren kunstnerisk at forene alle disse på bedste måde.[3]

En socialistisk forfatter skulle samtidig tage sig i agt for pseudoobjektivisme, som er det modsatte af partiinost’, han skulle holde sig fra naturalisme, som kan sidestilles med fravær af ideinost’, han skulle passe på ikke at komme til at bedrive anti-humanisme og reaktionær elitisme, hvilket vil sige anti-narodnost’. Vision frem for virkelighed Op gennem 1940’erne karakteriseres russisk litteratur også i samtiden som en lakering af virkeligheden. Den eksisterende virkelighed sås i lyset af den fremtidige vision, således at virkeligheden blev et spejlbillede af visionen. Man skrev med andre ord i den forestilling, at Sovjetunionen allerede var nået til opfyldelsen af visionen og var et klasseløst samfund. Socialistisk realisme gennemgik en forsimpling, således at man i slutningen af 1940’erne arbejdede med litterære teorier om konfliktløshed. Baggrunden for teorien var, at litteraturen før revolutionen afspejlede og byggede på samfundsmæssige konflikter, men nu var der jo ingen konflikter i samfundet, og dette afspejledes også i litteraturen, som blev intetsigende. Der var således sket en slags overopfyldelse af den socialistiske realisme, hvor litteraturen så at sige var gået i selvsving, stod stille og havde udviklet sig til klichéer.

Dertil udviklede der sig i 1930’erne en russisk fædrelandskærlighed, og der skabtes en lang række historiske romaner, som glorificerede tsarernes militære succeser og specielt dyrkede Aleksandr Nevskij og Peter d. Store. I russiske propagandafilm og bøger blev soldaten glorificeret. Som eksempel kan nævnes novellen En menneskeskæbne af Mikhail Sjolokhov. Novellen viser, hvordan en soldat under anden verdenskrig bliver taget til fange af tyskerne, men undslipper og bliver hædret som en helt, da han vender hjem til sit fædreland. Men virkeligheden for en undsluppen russisk soldat, så ganske anderledes ud. Det var reglen snarere end undtagelsen, at han blev sendt direkte til Sibirien til en russisk fangelejr.

Ensretningen af kunst, kultur og sprog Stalin var en handlingens mand. Foruden at udstikke retningslinier og begrænsninger for filosofisk og litterær virksomhed, iværksatte han i 1928 en gennemgribende politisk omvæltning, han kaldte revolution fra oven.[4] Foruden introduktionen af en femårsplan, som skulle sikre en hurtig industrialisering i landet, påbegyndte Stalin en kollektivisering af landbrugene, hvilket gik hårdt ud over de selvstændige landbrug, kulakkerne, som oplevede forfølgelser, udvisninger og henrettelser.

Revolutionen fra oven talte også en kulturel revolution, som sigtede i flere retninger. Stalin ønskede at gøre op med al borgerlig kultur, og dette skete gennem en ensretning inden for næsten alle forskningsfelter. Stalin udmærkede enkeltpersoner inden for de forskellige videnskaber og gjorde deres forskningsretning til den eneste autoritet. Således blev pædagogikken præget af Marenkos ”Vejen til livet”, og al anden pædagogisk teori blev forkastet. Inden for teaterverdenen tvang man Stanislovskijs skuespilsteori ned over folk som en katekismus, og biologisk forskning var præget af Lysenkos noget originale teori om, at tillærte egenskaber ved planter kunne nedarves.

Inden for sprogområdet var Nikolaj Marr autoriten. Hans teorier om sproget blev på ingen måde støttet af andre sprogforskere, men da Stalin havde gjort ham til autoritær lingvist, var det hans teorier, der slog tonen an. Marrs teori gik kort ud på, at idet sproget udtrykker tanker, og idet tanker er en afspejling af social væren, hører sproget til et overordnet ideologisk princip og er følgende klassebundet.[5] I det fremtidige klasseløse samfund vil der derfor kun eksistere ét universelt sprog. Marrismen kom til at stå alene i forskningsfeltet, kun støttet af Stalin, og fungerede som marxistisk doktrin helt frem til 1950, selv om Marr selv døde i 1934.

Sprogdiskussionen og opgøret med sprogmonopolet I 1950 ønskede Stalin at gøre op med sprogmonopolet, og han sørgede for, at en række artikler blev udgivet i Pravda[6] under navnet ”Marxisme og lingvistikkens problemer”. En vigtig detalje, som desværre ikke er kommet med i Friedrich Coplestons bog om russisk filosofi,[7] er, at det i virkeligheden ikke var Stalin, der skrev disse artikler, men lingvisten Vinogradov, som siden blev en meget anerkendt sprogforsker. Stalin var på ingen måde lingvistisk specialist, men han lagde navn til artiklerne og tog æren for teorierne. Denne metode benytter han i mange forskellige sammenhænge. Vinogradov i Stalins tjeneste gjorde op med den antagelse, at sproget var klassebundet. Han mente ikke at sproget tilhørte et ideologisk princip, hverken overordnet eller underordnet, men var dog enig med Marr i, at sproget er et socialt fænomen, men det forholdt sig til samfundet som et hele. De ord, der var specielt klassebundne, udgjorde så lille et antal, at man ikke kunne stille en hel teori op på baggrund af disse. Frigivelse af denne forsigtige tese om, at sproget ikke var klassebundet, gav anledning diskussioner om, på hvilke andre områder man kunne antage det samme. Dermed blev der med sprogdiskussionen åbnet op for den tanke, at der i klassesamfundet var elementer, der ikke var betinget af at klasseforskelle, men som gennemsyrede alle niveauer.

Nogle år før sprogdiskussionens fremkomst blev der langsomt åbnet op for filosofisk diversitet. Efter anden verdenskrigs flytter Centralkomitéen fokus fra opretholdelsen af Sovjetunionens eksistens over til filosofien og dikterede, at logik og psykologi skulle opfattes som et seriøst forskningsemne, og at der skulle skrives lærebøger inden for de felter. Og som sidegevinst blev der åbnet op for beskæftigelse inden for æstetik, men man trådte meget varsomt. En professor ved navn G. F. Aleksandrov havde fulgt Centralkomitéens opfordring og skrevet en lærebog om vestlig filosofi. Men han havde begået den store fejl at behandle de vestlige filosoffer som tænkere og ikke som klassefjender. Og i den forbindelse gjordes det klart af A. A. Sjdanov på komitéens vegne klart, at sovjetisk filosofis vigtigste formål var at kæmpe for partiet ved eksponere alle borgerlige tænkeres fejl, og at vende sig fra abstrakt filosofi ved at applikere filosofien på konkrete problemer. Kort sagt skulle sovjetiske filosoffer betragte sig som et redskab for partiet og dets leder.

Incitamentet til begrænsning af det sproglige udtryk Det sproglige udtryk i det tyvende århundrede gjorde sig primært gældende i litteratur og filosofi. Det var dér den fire selvstændige tanke kunne udfolde sig. Og ved at begrænse form og indhold lykkes det Stalin at afskære russisk tankevirksomhed fra Vesten og begrænse dens naturlige udvikling. Som vi ser i ovenstående redegørelse, blev der i Sovjetunionen gjort en række tiltag som havde til formål at begrænse den frie tanke. Foruden begrænsning af filosofien og litteraturen skete en sproglig ensretning, der også indebar forbud over for brug af kompromitterende termer.

Sproget er det eneste middel, vi har til at formidle vores tanker og dermed skabe ny og kritisk erkendelse. Heidegger har skrevet, at tænke er identisk med at talen.[8] Talen fuldfører ikke tanken, men er dens eneste virkelighed. Heidegger mente ikke, at der findes før- eller ikke-sproglig erfaring. En lang række litterater og intellektuelle i det tyvende århundrede er enige i denne opfattelse. Der tales om en ordenes strøm, stream of consciousness. Et litterært eksempel på dette er James Joyses: ”Ulysses”, som for øvrigt blev bandlyst i Sovjetunionen. Alternativt til opfattelsen om stream of consciousness er, at mening kommer før sproget i erfaringen. Blandt andre Husserl talte om et universelt tankesprog. Men uanset hvilken retning man vælger inden for sprogfilosofisk fænomenologi, er det uomtvisteligt, at subjektets tanker kun kan formidles videre ved hjælp af sproget. Og for at forhindre tankerne udvikling er en begrænsning af dets udtryk en meget nærliggende løsning.

Intellektet som trussel Men hvorfor er det så vigtigt at begrænse filosofien, samfundskritisk tænkning og det personlige udtryk? Hvad er det værste, der kunne ske, hvis det sovjetiske folk fik mulighed for at udvikle en selvstændig holdning til samfundsideologien? Lenin og Trotskij argumenterede for, at vejen til kommunismen, sådan som Marx udlagde den, var den eneste rigtige vej for Rusland, og at rigtigheden af at følge denne vej ville alle arbejdere og bønder i Sovjetunionen kunne erkende. Stalin troede ikke på denne evne hos folket og valgte at tvinge ideologien ned over det. Men uanset hvilket menneskesyn man forudsætter, er det klart, at man ikke tillod samfundskritik. Folket skulle ikke tilbydes alternative samfundsordener. Men hvorfor denne begrænsning af fornuften? Fordi et totalitært samfundsstyre må bygge på den totale undertrykkelse af alle individer. En konstant opretholdelse af et sådant styre fordrer en målrettet kontrol med oprørske tendenser, for den totale magt står ikke stærkere end dens modstanderes svaghed.

Imidlertid er det er imod den menneskelige fornuft at lade sig underkue. Fra tidernes begyndelse har mennesket vist en målrettet trang til udvikling og fremdrift i positiv forstand. En degenerering er imod den menneskelige natur, og instinktivt vil fornuften kæmpe imod den. Det er derfor, at blot eksistensen af en modstandsbevægelse, hvor lille den end er, er en trussel for en totalitær stats opretholdelse. At holde mennesket i total ufrihed og samtidig overbevise det om, at det netop er denne tilstand, mennesket ønsker, er enhver totalitær magts kunststykke og mål. Herskertrangen og frihedstrangen er begge stærke kvaliteter hos mennesket. Deri ligger paradokset såvel som al tænknings eksistensberettigelse.

Vi har i ovenstående set hvilke virkemidler Stalin brugte for at begrænse den selvstændige tanke hos mennesket. Om han var sig bevidst om sin metode, og hvorfor han brugte den, er uvis. Men det er sikkert, at han har set en trussel i de intellektuelle, og hvad de stod for.

Zamjatin og den russiske samfundsdystopi I de dystopiske fremtidsromaner af det tyvende århundrede[9] ser vi eksempler på begrænsning af menneskets selvstændighed i sin reneste form. Dog skal det fremhæves, at man ikke på alle måder kan sammenligne Sovjetunionen med litterære dystopier. Dystopierne er