Dette er en sand beretning om, hvordan det kunne gå til, at det, som ellers så ud til blot at blive endnu en helt almindelig dag for en helt almindelig dansk konstabel i Kosovo, pludselig udviklede sig til at blive en dag, som meget tydeligt illustrerer den kendsgerning, at nok er krigen i Kosovo forbi, men situationen er langt fra stabil. Vreden, sorgen og frustrationerne ligger konstant under overfladen og ulmer. Den dag, jeg skildrer her, er et eksempel på, hvordan disse latente følelser fik lov til at udvikle sig til en velvoksen demonstration, som udmærkede sig ved at tage afsæt i en banalitet. Tryk HER for at se billeder Jeg var fra august 04 til februar 05 udstationeret i Kosovo som soldat. Det var ikke første gang, jeg var udsendt, da jeg også har været udstationeret i Bosnien i 99. I Kosovo var min funktion infanterist. Indimellem fungerede jeg dog også som tolk, når behovet opstod. Den danske bataljon i Kosovo havde, mens jeg var der, en kontrolpost ved de tre tårne, som befinder sig ved Ibar floden i Mitrovica lige ved grænsen til den serbiske og albanske del af byen. De tre tårne er, hvad man kalder en hotspot - ikke mindst fordi beboerne i de tre tårne er af blandet etnicitet. En af rutineopgaverne for mit kompagni var blandt andet vagttjeneste, og de tre delinger i mit kompagni skiftedes hver uge til at holde vagt ved området omkring de tre tårne. Denne dag, som jeg vil berette om, er en dag, hvor netop min deling havde vagt ved de tre tårne, og hvor det så ud til at blive en smuk og varm efterårsdag i Mitrovica. Men piben skulle snart få en anden lyd. Konflikten startede med, at to fra min deling, som sad vagt ved kontrolposten ved de tre tårne, meldte på radioen, at de havde set en mand med en pistol gå ind i boligblok ca. 100 meter fra de tre tårne. Da den slags våben er forbudt for civile, var der ikke andet for vores deling at gøre end at tage affære. Det næste skridt var så at tilkalde min gruppe, som var en beredskabsgruppe. Vores gruppe ankom efter 10-15 minutter, og vi blev hurtigt sat til at danne en ring rundt om bygningen, således at vi kunne kropsvisitere alle, og på den måde sørge for, at den formodede pistol forblev i bygningen. Den store plan var, at 2. deling skulle gennemsøge bygningen, og forhåbentlig finde pistolen. Efter at have stået foran bygningen i et par minutter kom der nogle børn ud, som vi kropsvisiterede. Situationen var stadig under kontrol, og intet tydede på, at det skulle ændre sig. Men så skete der en uventet handling. En serbisk mand på en 50-60 år havde stået inde i bygningen og overværet vores kropsvisitering af børnene. Det irriterede ham tydeligvis, at vi stod og udførte denne handling, og der gik heller ikke lang tid, før han målrettet konfronterede os og brokkede sig vidt og bredt over det, som vi nu var i gang med. Hans brok rettede sig først mod den aktuelle situation ved bygningen og den iværksatte kropsvisitering. Jeg prøvede ihærdigt på mit bedste serbisk at forklare ham situationen, og at vi var nødt til at gøre det, da en pistol jo var blevet set. Men det var håbløst for mig at få denne krakilske mand til fornuft. Imens det stod på, var andre serbere i området blevet revet med af denne ”indlysende uretfærdighed”, som KFOR i øjeblikket var i færd med at begå mod serberne. Hvad der så sker efterfølgende, og hvad jeg kan huske derfra, er præget af, at jeg under hele forløbet befandt mig lige i orkanens øje, og derfor ikke kunne danne mig det store overblik over situationen. Men de ting jeg overværede og var en aktiv del af, var til gengæld af en sådan karakter at jeg aldrig vil glemme dem. Den ophidsede serbiske mand fortsatte med at brokke sig, og efter et par minutter var der lige pludselig en 5-6 mænd, der stod og skældte ud på os. Langsomt, men sikkert ankom flere og flere serbere. Lige præcis på dette tidspunkt tabtes overblikket for mit vedkommende. 2. deling ankom, og deres delingsfører tog herefter kommandoen over situationen. Da man åbenbart ikke havde fået en tolk med fra lejren, blev delingsføreren nødt til at bruge mig - en nødløsning, da det jo ikke var min funktion dernede. Men der var ingen kære mor, og jeg måtte i den efterhånden temmelig eskalerede situation forsøge at tolke for delingsføreren. Situationen var den, at jeg på bedste vis måtte prøve at få formidlet de ting videre, som delingsføreren sagde, til en ophidset hob og omvendt. Ud af den efterhånden store hob var der en 6-7 stykker, som adskilte sig fra de andre ved at være de mest toneangivende og mest brovtende. Det blev dem min delingsfører koncentrerede sig om. I mellem tiden var der ankommet forstærkninger, bl.a. en masse franske soldater, som glimrede ved at placere sig nærmest lige ved siden af hoben. På den måde fik de på klodset vis eskaleret situationen yderligere. Det gik selvfølgelig ud over mig og delingsføreren. Vi stod helt alene, kun bevæbnet med pistoler, inde i midten af en hob, der anslået var oppe på omkring 150 serbere. Imens situationen spidsede til, måtte jeg stadigvæk stå og hjælpe delingsføreren med at få dæmpet gemytterne, da det jo netop var det, han stod der for. Det er derfor klart, at der lå et kæmpe ansvar på mine skuldre. Det var netop mit job at få budskabet formidlet ordentligt, og en alvorlig oversættelsesfejl ville meget nemt kunne forsage yderligere ballade. Situationen var så stressende kaotisk og forvirrende, at delingsføreren på et tidspunkt var nødt til at flå mig hen til sig, da han skulle have noget oversat. Min manglende opmærksomhed skyldtes, at situationen var så tilspidset, at jeg fuldstændigt mistede overblikket og brugte al min koncentration på at forsøge at forstå, hvad de ophidsede serbere sagde til mig. Med andre ord var man på et sted i en situation, hvor man overhovedet ikke havde lyst til at være, ikke mindst fordi jeg ikke var uddannet til at tolke, og da slet ikke i en sådan situation. Det som serbernes brok handlede om i 80 % af tiden, var de evigt tilbagevendende klagesange om, at det altid var serberne, det gik udover, suppleret med anklager til højre og venstre, samt en konstant forskydning af den aktuelle sag. En helt igennem stupid og absurd påstand, som jeg mindes, var, at de var gale over, at vi ikke gennemsøgte de albanske huse for våben, og brugte vores energi på serberne i stedet for. Underforstået: ”Det flyder med våben hos albanerne, hvorimod vi jo ingen har – og derfor skal I lade os være!” Serberne blev til sidst trætte af at stå og komme med sure opstød. De mente måske, at de nu havde fået luft nok for deres vrede. I hvert fald blev hoben langsomt opløst, og gemytterne stilnedes af. Herefter blev min gruppe kørt tilbage til delingslejren. Jeg var i mange timer bagefter temmelig rystet over denne begivenhed, men fik da, så vidt som jeg husker, anerkendelse om aftenen, da vi havde delingsmøde. Jeg fornemmede fra de fleste, at der var en forståelse, for at det var mig, der var i orkanens øje, og at det var mig, der var blevet kastet for løverne. Der var i hvert fald ingen, som var misundelige på det, som jeg havde oplevet den dag. De andre var faktisk godt tilfredse med at have betragtet hele optrinet på afstand. En følelse, som herskede under det meste af optrinet, specielt da der var omkring de 150 serbere omkring mig, var afmagt. På trods af at delingsføreren og jeg havde støtte fra kammerater 50-75 meter væk, var det ubehageligt at tænke på, at en sådan ophidset hob let kunne tromle en over og lade den verbale vold udvikle sig til korporlig vold. Det karakteristiske for dette temmelig voldsomme optrin (i hvert fald efter min mening) var, at det blot var en banalitet, der antændte hele konflikten. At søge efter våben i huse er en dagligdags begivenhed i Kosovo for KFOR. Derfor kunne dette ikke komme som et chok for serberne i Mitrovica. Begivenheden skal nok snarere ses i lyset af, at marts-urolighederne i 2004 på ingen måde var glemt. Disse uroligheder startede i Mitrovica, og der blev blandt andet skudt på de tre tårne fra den albanske side. Så disse marts-uroligheder betød, at serberne i lige præcis dette område var ekstra følsomme overfor noget, som af dem kunne tolkes som en uretfærdighed. Hvad der yderligere nemt kan få konflikter til at udvikle sig, er at arbejdsløsheden er på 70-80 %, og sammenlagt med det faktum, at mobiltelefonen, som er en hurtig kommunikationsform, er hvermandseje. Set i lyset af dette er det ikke svært at forestille sig, at den slags optrin let kan ske.