Den 14. marts 2007 gæstede Mette Dalsgaard Slavisk og Ungarsk Afdeling. Mette Dalsgaard er aktuel med en russisk litteraturhistorie i tre bind. Første bind, ”Lad os blive som solen,” omhandler den russiske sølvalder. Andet bind, ”Den tunge lyre,” behandler russisk emigrantlitteratur, og tredje bind, som vandt Georg Brandes Prisen i 2006, ”En optimistisk tragedie” er en fremstilling af Sovjetruslands litteratur. De tre bind har titler efter et fremtrædende værk inden for hver periode.
Det er 55 år siden Danmark så sin sidste russiske litteraturhistorie på dansk. Stender-Petersens litteraturhistorie, som også forekommer i tre bind, har været det naturlige udgangspunkt for Mette Dalsgaard, som dog har valgt en på næste alle område anderledes tilgangsvinkel til stoffet. Tiden er selvfølgelig en anden nu, hvad Mette Dalsgaard udmærket kompenserer for ved et spændende tidssvarende layout i form af en rigdom af billeder og små uddybende og undertiden underfundige historier i margenen, som tjener til uddybelse og perspektivering til hovedteksten. Dette originale og meget læservenlige layout afspejler den store forskel mellem Mette Dalsgaards tilgang til stoffet og Stender-Petersens tilgang. I 1950’erne herskede et andet ideal inden for videnskabelig litteraturhistorie. Forskningens objekt var teksten i sin egen kontekst uafhængigt af forfatteren. Således nævnes i Stender-Petersens litteraturhistorie for eksempel ikke måden, hvorpå Pusjkin og Lermontov kom af dage, eller deres forhold til samtidens autoriteter. Hovedærindet var forfatternes værker, ikke forfatterne selv. Her træder Mette Dalsgaard i den anden græft. Hun fokuserer i høj grad på de individer, der skabte værkerne i samspil med omgivelserne, politiske omstændigheder og personlige forhold. Derfor er for eksempel også de mislykkede forfatteres historie vedkommende. Skabelsen af litteratur fordrer venskaber såvel som fjendskaber, og uden det dynamiske samspil mennesker imellem kan kunsten ikke skabes. Mette Dalsgaard mener, at litteraturen er en fremadskridende bevægelse, der er styret af en slags organisk lovmæssighed. Derfor udtaler hun med en vis ærefrygt: ”Det at skrive en litteraturhistorie er at være med i skabelsen af det evige liv, som litteraturhistorien udgør.” Af de behandlede perioder lægger Mette Dalsgaard ikke skjul på, at sølvalderen har størst betydning for hende. Allerede som studerende på Københavns Universitet vaktes interessen for den specielle periode i russisk litteratur der tæller en overvældende opblomstring af kulturel rigdom. Forfattere som Borch, Axmatova og Majakovskij åbnede en verden med symbolisme, akmeisme og futurisme, som skulle følge Mette Dalsgaard resten af livet. Med over 30 års forskning i sølvalderen har Mette Dalsgaard tilegnet sig en dybtgående forståelse at denne epokes åndsliv. ”Sølvalderen var guldalderen i en ny opfattelse – yderligere raffineret og forfinet i formen med oprøret og det moderne gennembrud som det nye og banebrydende. Den var en romantisk bevægelse. Symbolisterne løftede arven fra Pusjkin og gik imod normerne i samfundet med en udpræget moderne skepsis og selvironi, som vi specielt finder hos Andrej Bely.” Mette Dalsgaard har med sin litteraturhistorie forsøgt at fjerne den helgenstatus, der hviler over den skabende kunstner. Uden at hænge dem ud er det lykkedes hende at vise kunstnerne som mennesker på godt og ondt. For som hun afsluttede sit foredrag: ”I kunsten at gøre hvad som helst er der kun en ting, der gør sig gældende. Nemlig, at man skal kende reglerne for at bryde dem.”