Sidst jeg var afsted, tog jeg til Vladimir i en måned. Jeg havde brugt lidt under en uge på at forberede mig. Min visumansøgning var blevet ordnet fra et tilfældigt posthus i Aabenraa og billetterne var købt over en ustabil netforbindelse i et mandskabstelt på Blå Sommer. Alligevel mente jeg nok, at det skulle gå. To dage inden afrejse fik jeg nemlig den sidste bekræftigelse om, at jeg nok skulle blive hentet i lufthavnen.

Lige meget hvor man skal hen, er der indkøb at gøre. Tøjet skal passe til destinationen og til turens art. Bøgerne, som man skal leve de næste dage med, skal være af en vis kvalitet og må helst ikke være for tunge, hvis der også skal blive plads til en ordbog. Husk at medbringe små danske ting til kommende venner og rejsefæller. Tre hit til en længere tur er hos mig:  1. remoulade 2. makroner og 3. små LEGO-pakker. Med remouladen kan man lave et dansk måltid, ligemeget hvor man er i verden, en hotdog, frikadeller eller et stjerneskud. Det kan holde sig godt uden at være på køl under rejsen og kommer i en praktisk embalage. Makroner er lette og fylder måske en del, men en pose makroner bliver hurtigt til to skåle med ægte dansk æblekage.  De små LEGO-pakker egner sig godt til gaver til store som små. Det er dansk og det er igen let at transportere. Det er meget lettere end dansk porcelæn og billigere end Georg Jensen.

Den bedste oplevelse, som jeg har haft med planlægningen af en udlandstur var inden jeg skulle til Tallinn i 2008. Under pakningen af mine ting måtte jeg erkende, at jeg måtte nedprioritere dynen til fordel for så meget andet, så jeg vidste, at jeg i løbet af anden dag i Tallinn skulle finde en dyne. En ven havde fortalt mig, at hun mente, at der var en Jysk-butik i Tallinn, så jeg henvendte mig til kædens kundeservice.

Der gik over en uge, og jeg havde opgivet at få svar, da jeg modtog en mail, hvori en af Jysks medarbejdere i Østeuropa ønskede mig god tur, informerede mig om de 3 butikker i Tallinn og de busruter, som jeg kunne bruge dertil, for til sidst at give mig sit nummer, så jeg havde en nødtelefon i det fremmede. Jeg var overrasket over den gode service, men tonen er en, man møder over alt, når danskere i udlandet hjælper hinanden.

Følelsen af at være langt væk får udenlandsdanskerne til at tage sig bedre af hinanden. Det er en lille ny familie. Derfor kan det anbefales at tage kontakt til danskersamfundet, ambassaden eller kulturinstituttet, også selvom man ikke har tænkt sig at bruge hele sit ophold på at tale dansk. Nogle gange er det bare rart at have nogen, som man ved, at man kan gå til.

Fordi et af de første ord, man lærer, er sexbombe: Она хочет стать сексбомбой. (hun vil være sexbombe)

Fordi der er noget, der hedder akkusativ animata: Он любит Боба Дылана. (Han elsker Boba Dylana)

Fordi man på russisk udtrykker verbet at kunne lide med et indirekte objekt. Noget, som er svært at huske: Я нравлюсь Бритни Спирс. (Britney Spears kan lide mig)

Fordi det kan være svært at huske gloser: Он заболел меблей. (Han blev syg af møbler)

Fordi det kan være svært, når ordene ligner noget, vi kender: Он интересуется математиком. (Han er interesseret i matematikeren)

SLED er en forholdsvis ny kriminalserie fra 2007, hvor man følger et team af efterforskere, der minder meget om teamet fra CSI. Der er meget tydeligt tale om typer. Der er den alvorlige og seriøse karierrekvinde, den unge mandlige nørd, den blonde nye kvindelige kollega, den friske rockertype, der ikke er bange for at bruge voldelige metoder for at få ram på forbryderne. Men det mest fantastiske er dog teknologien i serien, der får selv laboratoriet på The Jeffersonian i BONES til at ligne gammelt bras. Har ruslænderne overhovedet den slags midler til rådighed i den almindelige efterforskning? Da jeg i 2008 fik muligheden for at se en politistation indefra, bemærkede jeg, at en del af regnskabet var håndført, der var akvariefisk bag disken og det tog en halv time at finde en betjent, der kunne bruge latinske bogstaver på tastaturet. Supercomputeren i SLED må derfor være en ny opfindelse. Den samlede data, hvorefter den printede en side ud med et navn på en person og en angivelse i procenter – Forbryderen tilstod, så snart han så det! Sådan så det i al fald ud fra sofaen. Men så havde der jo ikke været nogen grund for en af efterforskerne til at banke den mistænkte gul og blå inden da?

Elisa fra Mexico er den nye Ph.d. studerende på Afdeling for Østeuropastudier. Jeg mødte den 29. juni op på hendes kontor for at få en snak om hende, hendes Ph.d. projekt og frem for alt om Rusland.

JUST TRY TO BE BRAVE: Elisa er en alsidig Ph.d. studerende. Hun har det, vi i Danmark vil forstå som en etfaglig, men meget bred, kandidat grad i Østeuropastudier fra Berlins Frie Universitet. Og når jeg skriver bred, så mener jeg det. Hvad kan man ellers kalde en uddannelse, der blander sociologi, litteratur, historie, kulturstudier, russisk og ungarsk? Ellers lignede hendes studier meget noget, vi kender. En blanding af intensiv sprogindlæring og kultur- og samfundsfag ved siden af. Den mundtlige del tog lidt tid, men hendes råd til vores sprogstuderende er, at de må være modige i begyndelsen. – Jo før man kommer i gang med at tale, jo lettere bliver det. Så må man finde sig i at tale meget simpelt i begyndelsen.

Det begyndte derhjemme. Elisas forældre var kommunister og den kommunistiske propaganda var let at få fat i. Det pirrede Elisas interesse allerede fra barndommen. Det er noget, hun nu beskriver som en nysgerrighed efter at forstå propagandaens løgne. Det lød simpelt hen for godt til at være sandt. Så efter skolen rejste hun i Østeuropa og grundstenen til en fremtid med Østeuropa blev lagt. Hvorfor så lige Århus? Når man kommer fra Berlin med alt hvad den gamle by har at gøre med, hvad er det så, at Århus kan tilbyde? En Ph.d., et anerkendt universitet, men ikke mindst et godt miljø. Og så er det stadig tæt på Østeuropa. Men det blev også muligheden for at beskæftige sig med et interessant emne.

I løbet af sine studier har hun beskæftiget sig med nationalistiske bevægelser i Rusland og med landsbylitteraturen fra føderationens yderkanter. Nu har det udviklet sig til et nyt projekt om opfattelsen af de russiske dissidenter. Hvordan kan man forklare de sovjetiske dissidenter, som senere blev russiske dissidenter? Og hvordan forklarer man Vestens attitude? De fleste dissidenter er stærkt nationalistiske, alligevel hyldes de i Vesten som demokratiske internationalister. Er det fordi vi i Vesten kan lide vores fjenders fjender? Eller synes vi blot, at de er nogle enfoldige svin, som vi let kan tilgive?

Vi har alle vores historier om Østeuropa. Da jeg spurgte Elisa om hendes blev det til en fortælling om Rumænien: Det var inden Rumænien var blevet medlem af EU og Elisa havde fået besked på ambassaden om, at hun kun kunne forny sit visum ved grænsen. Her tog en fuld konduktør imod hendes pas, ignorerede hendes spørgsmål, råbte af hende og verden generelt, hvorefter han forlod toget, med hendes pas. Da der var gået en rum tid, vendte den fordrukne konduktør tilbage, vrissede af hende og gav hende passet tilbage, nu med visum. Og så gik han. Og hvor ubehageligt det end havde været at være strandet ved den rumænske grænse uden pas, så var det alligevel velkomment med et gratis visum.

Da vi var ved at løbe tør for emner og spørgsmål at tale om, kom vi ind på det nye Østeuropa. Jeg spurgte hende, om hun kunne mærke forskellene mellem 2001, da hun første gang var i Rusland og nu? Svaret var, at så meget havde ændret sig. Især var der sket en digitalisering, næsten alle har mobil, og internetcaféer er skudt op her og der. Men fremtiden er hun usikker på. Hun mener ikke, at Rusland kan opretholde deres kunstigt stabile økonomi, hvilket i sidste ende vil skabe dønninger i andre tidligere sovjetrepublikker.

Så spurgte jeg til de baltiske lande. Her er økonomien også i fare. Alligevel ser Elisa landenes minoritetspolitik som den vigtigste faktor, der kan lede til disintegration i området. Spændingerne i regionen fører til en generel stigning i højreekstremismen i området, noget Europa i forvejen døkjer med. Når det først kommer så vidt, er det svært at rette op på. Faren ligger i at fremmedgøre en stor minoritetsgruppe. EU burde derfor, ifølge Elisa, fokusere mere på minoriteternes rettigheder, statsborgerskaber og sprog. Så der er håb endnu.

Til sidst, som en lille ekstrating, så kan Elisa skrive sig på listen over de få rå på Afdeling for Østeuropastudier, der har fløjet indenrigs i Den Ruslandske Føderation. (Status er vist på omkring de 5-6 stykker, hvis vi stadig tæller PUM med) Hvad angår det traditionelle spørgsmål her på perestrojka.dk, så er hendes favoritkasus genitiv og favoritordet på russisk er meget passende прекрасно! Vi byder på www.perestrojka.dk Elisa velkommen til Danmark og til Afdeling for Østeuropastudier.

Udviklingsprocessen rettet mod tilintetgørelsen af selvstændig tankevirksomhed er endnu ikke fuldført i året 1984, som danner ramme for romanens fortælletid. Man er netop begyndt at anvende Nysprog, som er et resultat af en systematisk begrænsning af vokabularet, forsimpling af grammatikken og eliminering af ’farlige’ ord, som betegner følelser, filosofiske nøglebegreber, samt begreber af samfundsmæssig og politisk relevans. Desuden sker der i sproget en aggressiv omdefinering af ord, realiseres ved hjælp af dobbelttænkning, som har til formål at gøre en selvmodsigelse acceptabel for tanken. Der er kort sagt tale om en manipulering og en degression af menneskelig tankevirksomhed.

En sådan begrænsning af den frie tanke er desværre ikke kun fiktion, men tværtimod et effektivt middel udbredt i totalitære stater verden over og gennem historien. Et udmærket eksempel findes i Sovjetunionen. Sovjetunionen udmærker sig som forskningsobjekt, idet det er et afsluttet eksperiment, afgrænset i tid såvel som ideologisk.

Med revolutionen i 1917 påbegyndtes et af de mest dristige og mest grufulde menneskelige eksperimenter i verdenshistorien: At virkeliggøre Marx og Engels’ kommunistiske ideologi.

Filosofiens vilkår i det tidlige Sovjetunionen
De første fem år efter Oktoberrevolutionen var præget af borgerkrig og krigen mod Polen. Men i 1922 stabiliseredes landet tilstrækkeligt til at de bolsjevikiske ledere kunne beskæftige sig mere intensivt med samfundsorganisatoriske emner. Fokus rettedes mod at opbygge et ideologisk grundlag med udgangspunkt i marxismen.

Bolsjevikkerne påberåbte sig proletariatets diktatur, og marxismen skulle nu enevældigt udgøre samfundsideologien. Ingen rival blev tolereret, hverken kirken eller ikke-marxistiske filosofier. Filosofisk frihed blev indskrænket som noget af det første, og teoretiske udredelser tjente oftere til at fremme en magtposition end til at klargøre et filosofisk problem.

Et eksempel ser man i magtkampen mellem Stalin og Trotskij, der fulgte i kølvandet på Lenins død i januar 1924. Magtkampen var præget af et tilsyneladende ideologisk indhold, men var i virkeligheden blot et middel til at sværte modstanderen til. Sætter man den ideologiske magtkamp på spidsen, drejede det sig om, hvorvidt man skulle holde sig til at gennemføre socialisme i ét land, Rusland, eller kæmpe for at gennemføre en socialistisk verdensrevolution. Stalin var eksponent for den første, Trotskij for den anden.

Sammenholder man stalinisme og trotskisme er det tydeligt, at begge anså sig som fundamentalt loyale over for Marx og Lenins teorier, men hvor trotskismen bygger på en oprigtig revolutionær optimisme, en tro på at arbejderne vil følge trop, hvis blot lederne førte den rigtige socialistiske politik, var stalinismens menneskesyn helt anderledes. Stalin mente ikke, at socialismen havde bred folkelig opbakning og fandt i sit pessimistiske samfunds- og menneskesyn det nødvendigt at beordre socialismen. Trotskij var af den overbevisning, at arbejderne med tid og erfaring selv kunne indse rigtigheden af at gå ad socialismens vej.[1]

Men det springende punkt i denne magtkamp var, at disse teoretiske diskussioner ikke havde noget at gøre med ideologi, teori eller filosofi. Ser man på de realpolitiske omstændigheder, er der en del forhold, der talte imod en satsning på verdensrevolution i midten af 1920’erne.

Realpolitisk var det et dårligt træk, da landet havde brug for ro til
genopbygning. Der var i særlig grad behov for etablering af handelsforbindelser. Endvidere ville det blive svært at få den russiske befolknings støtte efter mange år med først revolution og så de mange efterfølgende ødelæggende opstande.

Der var til gengæld mange forhold, der talte for, at man skulle begrænse de socialistiske visioner til kun at omfatte Rusland. Skulle socialismen gennemføres i Europa, forudsatte den en række revolutioner, der ikke umiddelbart så ud til at komme. Teorien om socialisme i ét land var således et udtryk for politisk realisme, idet den borgerlige revolution havde ændret karakter til en socialistisk revolution, og man havde brug for en doktrin, der kunne forklare og understøtte denne udvikling. Teorien om socialisme i ét land var velegnet til det formål. Og da den samtidig kunne bruges magtpolitisk til at sætte Trotskij ud af spillet, kørte Stalin den i stilling. Han manipulerede kildematerialet på en sådan måde, at hans teori tilsyneladende kunne understøttes i Lenins skrifter, og det lykkedes ham samtidig at stemple Trotskij som antileninist.

En anden form for filosofisk begrænsning fandt også sted i 1920’erne. Mere end hundrede filosoffer og intellektuelle blev udvist af Rusland, og i det hele taget skete der en filosofisk ensretning i landet. Man læste kun Marx og Engels. Anden filosofi tjente kun som objekt for kritik og afvisning. Lenin blev efter sin død en ny autoritet i form af marxismeleninismen. I slutningen af tyverne var der endnu plads til fortolkning inden for marxismen; der foregik livlige debatter mellem to skoler: den mekanistiske skole og tilhængerne af Deborin. Men i 1931 fordømmer Stalin begge skoler og lægger dermed en dæmper på filosofisk originalitet.

Manifestationen af socialistisk realisme som litterær retning
Det var ikke kun filosofien, der måtte se sit eksistensgrundlag ændret. I midten af 1930’erne i forbindelse med den anden femårsplan udvikler man i Sovjetunionen retningslinierne for socialistisk realisme, som skal udgøre rammen inden for hvilken forfattere skulle skrive litteratur. Der blev skabt at litterært institut, Gorkij Instituttet, hvor spirende forfattere blev trænet i at præsentere den objektive virkelighed med fokus på den historiske udvikling, hvilket vil sige sovjetstatens avancering, socialismens stadige udvikling i Sovjetunionen og måske endda udi hele verden. Litteraturen skulle være et middel til at propagandere politisk ideologi. Social æstetik og kritik indebar blandt andet, at forfatterne skulle forholde sig kritisk over for prærevolutionær litteratur og have den korrekte forståelse for den historiske baggrund for de i litteraturen præsenterede idéer. Forfatteren skulle i øvrigt vise den rette tænkning i forhold til partiet (partiinost’)[2] og i forhold til den socialistiske ideologi, (ideinost’). Derudover skulle litteraturens beskaffenhed være af en sådan art, at den var lettilgængelig for almindelige mennesker, (narodnost’), og slutteligt skulle litteraturen afspejle en speciel form for humanisme, som nærmere defineres som en tro på menneskets fremskridt mod kommunismen gennem fornuften. Det var således op til forfatteren kunstnerisk at forene alle disse på bedste måde.[3]

En socialistisk forfatter skulle samtidig tage sig i agt for pseudoobjektivisme, som er det modsatte af partiinost’, han skulle holde sig fra naturalisme, som kan sidestilles med fravær af ideinost’, han skulle passe på ikke at komme til at bedrive anti-humanisme og reaktionær elitisme, hvilket vil sige anti-narodnost’.

Vision frem for virkelighed
Op gennem 1940’erne karakteriseres russisk litteratur også i samtiden som en lakering af virkeligheden. Den eksisterende virkelighed sås i lyset af den fremtidige vision, således at virkeligheden blev et spejlbillede af visionen. Man skrev med andre ord i den forestilling, at Sovjetunionen allerede var nået til opfyldelsen af visionen og var et klasseløst samfund. Socialistisk realisme gennemgik en forsimpling, således at man i slutningen af 1940’erne arbejdede med litterære teorier om konfliktløshed. Baggrunden for teorien var, at litteraturen før revolutionen afspejlede og byggede på samfundsmæssige konflikter, men nu var der jo ingen konflikter i samfundet, og dette afspejledes også i litteraturen, som blev intetsigende. Der var således sket en slags overopfyldelse af den socialistiske realisme, hvor litteraturen så at sige var gået i selvsving, stod stille og havde udviklet sig til klichéer.

Dertil udviklede der sig i 1930’erne en russisk fædrelandskærlighed, og der skabtes en lang række historiske romaner, som glorificerede tsarernes militære succeser og specielt dyrkede Aleksandr Nevskij og Peter d. Store. I russiske propagandafilm og bøger blev soldaten glorificeret. Som eksempel kan nævnes novellen En menneskeskæbne af Mikhail Sjolokhov. Novellen viser, hvordan en soldat under anden verdenskrig bliver taget til fange af tyskerne, men undslipper og bliver hædret som en helt, da han vender hjem til sit fædreland. Men virkeligheden for en undsluppen russisk soldat, så ganske anderledes ud. Det var reglen snarere end undtagelsen, at han blev sendt direkte til Sibirien til en russisk fangelejr.

Ensretningen af kunst, kultur og sprog
Stalin var en handlingens mand. Foruden at udstikke retningslinier og begrænsninger for filosofisk og litterær virksomhed, iværksatte han i 1928 en gennemgribende politisk omvæltning, han kaldte revolution fra oven.[4] Foruden introduktionen af en femårsplan, som skulle sikre en hurtig industrialisering i landet, påbegyndte Stalin en kollektivisering af landbrugene, hvilket gik hårdt ud over de selvstændige landbrug, kulakkerne, som oplevede forfølgelser, udvisninger og henrettelser.

Revolutionen fra oven talte også en kulturel revolution, som sigtede i flere retninger. Stalin ønskede at gøre op med al borgerlig kultur, og dette skete gennem en ensretning inden for næsten alle forskningsfelter. Stalin udmærkede enkeltpersoner inden for de forskellige videnskaber og gjorde deres forskningsretning til den eneste autoritet. Således blev pædagogikken præget af Marenkos ”Vejen til livet”, og al anden pædagogisk teori blev forkastet. Inden for teaterverdenen tvang man Stanislovskijs skuespilsteori ned over folk som en katekismus, og biologisk forskning var præget af Lysenkos noget originale teori om, at tillærte egenskaber ved planter kunne nedarves.

Inden for sprogområdet var Nikolaj Marr autoriten. Hans teorier om sproget blev på ingen måde støttet af andre sprogforskere, men da Stalin havde gjort ham til autoritær lingvist, var det hans teorier, der slog tonen an. Marrs teori gik kort ud på, at idet sproget udtrykker tanker, og idet tanker er en afspejling af social væren, hører sproget til et overordnet ideologisk princip og er følgende klassebundet.[5] I det fremtidige klasseløse samfund vil der derfor kun eksistere ét universelt sprog. Marrismen kom til at stå alene i forskningsfeltet, kun støttet af Stalin, og fungerede som marxistisk doktrin helt frem til 1950, selv om Marr selv døde i 1934.

Sprogdiskussionen og opgøret med sprogmonopolet
I 1950 ønskede Stalin at gøre op med sprogmonopolet, og han sørgede
for, at en række artikler blev udgivet i Pravda[6] under navnet
”Marxisme og lingvistikkens problemer”. En vigtig detalje, som desværre
ikke er kommet med i Friedrich Coplestons bog om russisk filosofi,[7] er,
at det i virkeligheden ikke var Stalin, der skrev disse artikler, men
lingvisten Vinogradov, som siden blev en meget anerkendt sprogforsker.
Stalin var på ingen måde lingvistisk specialist, men han lagde navn til
artiklerne og tog æren for teorierne. Denne metode benytter han i
mange forskellige sammenhænge. Vinogradov i Stalins tjeneste gjorde
op med den antagelse, at sproget var klassebundet. Han mente ikke at
sproget tilhørte et ideologisk princip, hverken overordnet eller
underordnet, men var dog enig med Marr i, at sproget er et socialt
fænomen, men det forholdt sig til samfundet som et hele. De ord, der var specielt klassebundne, udgjorde så lille et antal, at man ikke kunne stille en hel teori op på baggrund af disse. Frigivelse af denne forsigtige tese om, at sproget ikke var klassebundet, gav anledning diskussioner om, på hvilke andre områder man kunne antage det samme. Dermed blev der med sprogdiskussionen åbnet op for den tanke, at der i klassesamfundet var elementer, der ikke var betinget af at klasseforskelle, men som gennemsyrede alle niveauer.

Nogle år før sprogdiskussionens fremkomst blev der langsomt åbnet op for filosofisk diversitet. Efter anden verdenskrigs flytter Centralkomitéen fokus fra opretholdelsen af Sovjetunionens eksistens over til filosofien og dikterede, at logik og psykologi skulle opfattes som et seriøst forskningsemne, og at der skulle skrives lærebøger inden for de felter. Og som sidegevinst blev der åbnet op for beskæftigelse inden for æstetik, men man trådte meget varsomt. En professor ved navn G. F. Aleksandrov havde fulgt Centralkomitéens opfordring og skrevet en lærebog om vestlig filosofi. Men han havde begået den store fejl at behandle de vestlige filosoffer som tænkere og ikke som klassefjender. Og i den forbindelse gjordes det klart af A. A. Sjdanov på komitéens vegne klart, at sovjetisk filosofis vigtigste formål var at kæmpe for partiet ved eksponere alle borgerlige tænkeres fejl, og at vende sig fra abstrakt filosofi ved at applikere filosofien på konkrete problemer. Kort sagt skulle sovjetiske filosoffer betragte sig som et redskab for partiet og dets leder.

Incitamentet til begrænsning af det sproglige udtryk
Det sproglige udtryk i det tyvende århundrede gjorde sig primært gældende i litteratur og filosofi. Det var dér den fire selvstændige tanke kunne udfolde sig. Og ved at begrænse form og indhold lykkes det Stalin at afskære russisk tankevirksomhed fra Vesten
og begrænse dens naturlige udvikling. Som vi ser i ovenstående redegørelse, blev der i Sovjetunionen gjort en række tiltag som havde til formål at begrænse den frie tanke. Foruden begrænsning af filosofien og litteraturen skete en sproglig ensretning, der også indebar forbud over for brug af kompromitterende termer.

Sproget er det eneste middel, vi har til at formidle vores tanker og
dermed skabe ny og kritisk erkendelse. Heidegger har skrevet, at tænke er identisk med at talen.[8] Talen fuldfører ikke tanken, men er dens eneste virkelighed. Heidegger mente ikke, at der findes før- eller ikke-sproglig erfaring. En lang række litterater og intellektuelle i det tyvende århundrede er enige i denne opfattelse. Der tales om en ordenes strøm, stream of consciousness. Et litterært eksempel på dette er James Joyses: ”Ulysses”, som for øvrigt blev bandlyst i Sovjetunionen. Alternativt til opfattelsen om stream of consciousness er, at mening kommer før sproget i erfaringen. Blandt andre Husserl talte om et universelt tankesprog. Men uanset hvilken retning man vælger inden for sprogfilosofisk fænomenologi, er det uomtvisteligt, at subjektets tanker kun kan formidles videre ved hjælp af sproget. Og for at forhindre tankerne udvikling er en begrænsning af dets udtryk en
meget nærliggende løsning.

Intellektet som trussel
Men hvorfor er det så vigtigt at begrænse filosofien, samfundskritisk tænkning og det personlige udtryk? Hvad er det værste, der kunne ske, hvis det sovjetiske folk fik mulighed for at udvikle en selvstændig holdning til samfundsideologien? Lenin og Trotskij argumenterede for, at
vejen til kommunismen, sådan som Marx udlagde den, var den eneste rigtige vej for Rusland, og at rigtigheden af at følge denne vej ville alle arbejdere og bønder i Sovjetunionen kunne erkende. Stalin troede ikke på denne evne hos folket og valgte at tvinge ideologien ned over det. Men uanset hvilket menneskesyn man forudsætter, er det klart, at man ikke tillod samfundskritik. Folket skulle ikke tilbydes alternative samfundsordener. Men hvorfor denne begrænsning af fornuften? Fordi et totalitært samfundsstyre må bygge på den totale undertrykkelse af alle
individer. En konstant opretholdelse af et sådant styre fordrer en
målrettet kontrol med oprørske tendenser, for den totale magt står ikke stærkere end dens modstanderes svaghed.

Imidlertid er det er imod den menneskelige fornuft at lade sig underkue. Fra tidernes begyndelse har mennesket vist en målrettet trang til udvikling og fremdrift i positiv forstand. En degenerering er imod den menneskelige natur, og instinktivt vil fornuften kæmpe imod den. Det er derfor, at blot eksistensen af en modstandsbevægelse, hvor lille den end er, er en trussel for en totalitær stats opretholdelse. At holde mennesket i total ufrihed og samtidig overbevise det om, at det netop er denne tilstand, mennesket ønsker, er enhver totalitær magts kunststykke og mål. Herskertrangen og frihedstrangen er begge stærke kvaliteter hos
mennesket. Deri ligger paradokset såvel som al tænknings eksistensberettigelse.

Vi har i ovenstående set hvilke virkemidler Stalin brugte for at begrænse den selvstændige tanke hos mennesket. Om han var sig bevidst om sin metode, og hvorfor han brugte den, er uvis. Men det er sikkert, at han har set en trussel i de intellektuelle, og hvad de stod for.

Zamjatin og den russiske samfundsdystopi
I de dystopiske fremtidsromaner af det tyvende århundrede[9] ser vi eksempler på begrænsning af menneskets selvstændighed i sin reneste form. Dog skal det fremhæves, at man ikke på alle måder kan sammenligne Sovjetunionen med litterære dystopier. Dystopierne er

Derfor kan det også være svært for en dansker at forstå forskellen mellem russere og ruslændere. Værre bliver det, fordi der ikke officielt på hverken dansk, engelsk, fransk eller tysk er en anerkendt sproglig forskel mellem oversættelsen af de russiske ord русский(russisk) og  российский(ruslandsk) det er alt sammen russisk, Russian, russe eller russisch.

Jeg har en russisk-estisk veninde. Hun er russer af etnicitet, men ester af nationalitet. Hvis hun tager til Rusland vil de russiske russere anse hende for at være russer af herkomst, men ikke en rigtig ruslænder, fordi hun ikke bor i Rusland. At hun skulle være ester kommer slet ikke på tale – for hun taler jo russisk og tilhører det russiske kulturfællesskab.

At være russisk vil sige at være etnisk russisk. Begge forældre er russere, modersmålet er russisk, forfædrene kommer fra landet Rusland, området før Uralbjergene. Traditionelt er familien russisk-ortodokse kristne og har slavisk-kaukasiske ansigtstræk.

At være ruslandsk vil sige at bo indenfor det, der i dag er Den Ruslandske Føderale Republik. Måske taler de armensk, måske mongolsk. Måske er der tale om ortodokse kosakker, måske om tartarer. Det er en føderation, af lande og folk, der strækker sig fra Østersøen i Vest til Stillehavet i Øst. Der er tale om et territorialt og måske også et historisk fællesskab. Men der er ikke tale om noget kulturelt fællesskab eller sprogligt fællesskab.

I moderne russisk propaganda bruges ordet “ruslandsk” oftere og oftere. Det viser, at man fra Kremls side er begyndt at se på, hvad det er, der holder den store føderation sammen. Det er hverken kulturen, sproget eller etniciteten. Det eneste, der er tilbage er nationaliteten og føderationen.

Ruslænder er noget du kan blive. Russer er noget du fødes som. Mange russere vil endda holde på, at en russer er ortodoks, mens en ruslænder kan være jøde, buddhist eller muslim. Netop i Den Ruslandske Føderation er det blevet vigtigt at finde en fællesnævner, og eftersom det ikke kan blive etniciteten, så må det blive nationaliteten. De russiske nazister og ultranationalister går på gaden hvert år den 4. november på Folkenes Dag under mottoet: Rusland for russerne! Men på den anden flodbred samles der en bred gruppe ruslændere, russiske som andre, der marcherer under et ganske andet slogan “Rusland for alle”. Det er et kunstigt fællesskab, som ikke desto mindre har fundet en fælles drøm om Fremtidens Rusland.

På www.perestrojka.dk skelner vi ofte mellem brugen af russisk og ruslandsk. Når man læser et sprog, læser man en kultur, og med til det russiske sprog, følger der ikke blot en russisk, men også en ruslandsk kultur – hvori den end består.

Anmelselse af Rasmus Bertelsen

For de fleste danskere vil navnet Sándor Károly Henrik Grosschmied de Mára (1900-1989) nok ikke vække den store genklang og det er faktisk en skam, for ungarske Sándor Márai er én af det 20. århundredes absolut største forfattere. I sin levetid nåede han at skrive 46 bøger, hvoraf kun tre er oversat til dansk, nemlig: Den rette (1939,da.1949) Lysene brænder ned (1942, da. 2000) og Eszters arv (1938, da. 2001). I mellemkrigstiden var Márai én af de mest læste forfattere i Ungarn og siden 1940′erne er hans dagbogsopretegnelser udkommet med jævne mellemrum. De er efterhånden blevet en hel genre i sig selv. Netop Sándor Márais dagsbogsoptegnelser fra perioden 1983-89 er nu udkommet på forlaget Basilisk og gud ske tak og lov for det. Nu kan man kun håbe på, at den interesse, der er opstået for Sándor Márais forfatterskab i Vesten i kølvandet på Den kolde Krigs afslutning, fortsat vil tilskynde de danske forlag til at udgive flere af hans bøger, og at han vil blive læst af et dansk publikum.

Sándor Márai blev født i det hedengangne Østrig-Ungarske Imperium i 1900 i Kassa, det nuværende Košice i Slovakiet. Efter endt skolegang indledte han en karriere som litteraturkritiker (han var faktisk den første, der anmeldte og skrev om Franz Kafka) og som omstrejfende journalist i Europa, med længere ophold i bl.a. Frankfurt og Paris. I 1928 vendte han tilbage til Ungarn og bosatte sig i Budapest. Under Anden Verdenskrig blev han valgt ind i Videnskabernes Akademi, men efter etableringen af det efterfølgende kommunistiske regime, blev Sándor Márai tvunget i eksil, først Schweiz, siden Italien, for til sidst at ende i San Diego i Californien, hvor han levede indtil 1989, død for sin egen hånd, 89 år gammel.  

Ligesom i den græske tragediekunst, er Sándor Márais romaner ofte bygget op omkring en begivenhed i fortiden, en knude eller et problem, som går forud for dramaets handling og som læseren kun har et perifert kendskab til, men som er strukturerende for hele romanernes narrative forløb. Typisk er der tale om et bedrag, en forbrydelse eller et sjæleligt traume og ofte har Márais skadelidte hovedpersoner ventet i årtier på den endelige konfrontation med de skadeforvoldene.

Til trods for den tragiske og strengt komponerede form, er Márais romaner ultramoderne eksistentiel litteratur. Ofte kredser de om de mere mørke sider af menneskelivet, omkring menneskets korrumpering og altfortærende begær, kulturens forfald, eksistensens byrde og kærlighedens paradoksale natur. Dertil kommer at kæden af tilfældigheder og tilskyndelser altid samler sig i et overordnet dunkelt skæbnebillede, hvis usynlige love og kræfter hele tiden har styret personerne mod afgrunden.

Eksempler herpå kan man både læse om i Márais to små fantastiske romaner Eszters arv og Lysene brænder ned. I Eszters arv (der i øvrigt også er filmatiseret) er det den halvgamle Eszter, hvis liv en gang er blevet lagt i ruiner af storchamøren og svindleren Lajos, der brændemærkes af skæbnen. Efter 20 år vender taskenspilleren Lajos nu tilbage for at ødelægge og stjæle det sidste hun ejer. Lajos var engang hendes livs eneste kærlighed og af ukendte grunde giftede han sig med Eszters søster Vilma, hvorefter han gældsatte familien og flygtede. Da den løgnagtige Lajos nu vender tilbage, medbringende et selskab mistænkelige personer, ringer alle alarmklokker og sølvtøjet låses inde. I midlertidig tager det ikke lang tid, inden Lajos begynder at tryllebinde alle omkring sig, og det til trods for alle er fuldt bevidste om hans fordækte natur og intentioner. Herefter begynder et sofistikeret psykologisk drama, der efterlader læseren med åndenød jo længere vi trænger ned følelseslivets mysterium, jo længere vi nærmer os afgrunden.

En lignende struktur finder man også i Márais Lysene brænder ned, en lille roman om den gamle adelsmand Henrik, der i 41 år og 43 dage har han ventet på sin gamle ven Konrád, ventet på at konfrontere ham med en skæbnesvanger episode fra fortiden, ventet på hævn. Romanen begynder med at Konrád melder sin ankomst til slottet, og mens vi venter på, at han dukker op oprulles deres fortid for læseren. Henrik og Konrád har mødt hinanden som børn på en militærkostskole i Wien, hvorefter de har indgået et ubrydeligt venskab. De vokser op sammen som to uadskillelige brødre, på trods af at de kommer fra to vidt forskellige familier: Den kunstnerisk begavede Konrád er vokset op i en fattig og falleret adelsfamilie, hvor hver en forinth må vendes og drejes, mens Henrik er søn af det højeste aristokrati, hvilket tillader ham et liv i udsvævelse. Fordi Henrik er smuk, rig og succesfuld i alting, udvikler Konrád i al hemmelighed med tiden en altfortærende foragt for Henrik. Denne foragt kulminerer under en jagttur, hvor Konrád bag Henriks ryg retter sit gevær mod ham, klar til at dræbe ham, og det er netop denne begivenhed, romanen er bygget op omkring. Dertil kommer, at Konrád står i et hemmeligt forhold til Henriks kone Krisztina, der er alt andet end platonisk.

Som man imidlertid kan tænke sig til, dræbes Henrik ikke, og en stor del af romanen er derfor henlagt til en djævelsk monolog, hvor den tavse Konrád underkastes et inkvisitorisk forhør. Henriks lange enetale og anklageskrift er ikke blot et forsøg på at opklare, hvad der virkelig skete dengang i skoven, det er samtidigt en nådesløs afdækning af menneskets natur, der efterlader læseren med gåsehud. Med en rystende psykologisk indsigt á la Dostojevskij, lader Sándor Márai Henrik – der spiller rollen som både offer og bøddel – trænge helt ned i det ubevidste og følelseslivets katakomber. Tonen er nietzscheansk, kulturpessimistisk, skånselsløs og hvad der yderligere sker mellem Henrik og Konrád, skal her ikke afsløres. Det skal kun nævnes, at det hele ligesom i Eszters arv bæres frem af en idé om skæbnens jernhårde lov, om at alting i sidste ende finder sin plads, sin mening, sin berettigelse. Sandheden er altid mere end blotte kendsgerninger. Det er tragisk livsanskuelse i højeste potens: Den, der overlever, har ingen ret til at klage.

Samme livssyn og tankegang går også igen i Sándor Márais sidste dagbøger. Også her stilles der skarpt på spørgsmålene om livets berettigelse om, hvordan man retfærdiggøre eksistensen. Sándor Márais hudløst ærlige dagbogsoptegnelser giver et skræmmende indblik i den åndsfriske oldings sind i de sidste år før hans selvmord. Gennem optegnelserne følger vi Márais liv i det amerikanske eksil sammen med konen Lola og bliver vidner til, hvordan deres kroppe forfalder, hvordan de begge rammes af tiltagende blindhed, og hvordan Lola rammes af demens og hendes personlighed langsomt opløses og udslettes. Márai skildrer alt dette med en uhyre kompromisløshed, med en nøgtern observationsevne og en skræmmende kirurgisk præcision.

På mange måder minder Márais tanker og dagbogsoptegnelser om den lidt yngre østrigsk-franske socialfilosof André Gorzs (1923-2007) Brev til D. Historien om en kærlighed, der er en 70 siders lang kærlighedserklæring og nådesløs selvudlevering tilegnet hans engelskfødte kone Dorine, som han, efter at have levet sammen med i over 60 år, begik kollektivt selvmord med i 2007, efter at hun havde gennemgået et længere tids sygdomsforløb med uhelbredelig cancer.

Det er den samme smerte, de to gamle mænd oplever, smerten (og glæden) ved at opleve, at man kun er til igennem den Anden, at man ikke er én, men to i kærlighedens symbiose, og at hele livet er investeret i denne tosomhed. Begge bøger er alt andet end lovsange til en plat og lykkesaglig guldbryllupsagtig opfattelse af ægteskabet og tosomheden, men derimod en erkendelse af kærlighedens mysterium.

I Márais dagbogsoptegnelser er især afsnittene om Lolas sidste tid, inden hun dør, rørende læsning, fordi Márai insisterer på at være ved hendes side til det sidste. Márai skriver bl.a. herom: “At forblive i live og hjælpe, til allersidste øjeblik, så længe vi kan holde til det, hun eller jeg. Og derefter se at forsvinde herfra i tide.” (s.100) Som det fremgår heraf, påtager Márai den pligt at følge sin kone hele vejen, at pleje hende, at ofre sig selv. Uden hende er livet ikke værd at leve, og det lader Márai os forstå uden skælven i stemmen. Han har nået en alder, hvor der intet er tilbage. Alle er døde. Alle de bøger, der skulle skrives er skrevet, tilbage er kun døden.

Efter Lolas død, isolerer Márai sig fuldstændig fra omverden. Af frygt for at ende som Lola og af frygt for ikke længere at kunne være herre over sin egen krop, køber den 86-årige alderdomssvækkede mand en pistol og begynder at gå til skydetræning. Ud fra optegnelserne lader Sándor Márai forstå, at han vil være sikker, når øjeblikket er inde, når den endelige beslutning skal tages. Det er uhyggelig læsning: “Bedst med en pistol, men heller ikke helt sikkert. I munden eller gennem tindingen? Hvordan skal man holde pistolen (den ligger i skuffen)? Hvad er sikrest, at ligge med åben mund eller hvad? … Svaret kommer i komplette sætninger, i forelæsningsstil, sagligt.” (s.128) Hvis det ikke var fordi, at optegnelserne var spækket med mindeværdige citater, visdomsord, sure opstød og refleksioner over litteraturen, så ville det være ulidelig læsning, for Márai skriver fuldstændig uden dødsfrygt i sin blotlæggelse af eksistensen og intetheden. Han stirrer hele tiden døden lige i øjnene, uden at blinke accepterer han den uundgåelige udslettelse. Det er eksistentiel litteratur på højde med Sartre, Camus og Beckett, med den væsentlige forskel, at der her ikke er tale om fiktion!

Kort før Márais død dukker en repræsentant op fra det ungarske forfatterforbund op. I Ungarn har man besluttet at rehabilitere Márai og udgive alle hans bøger (der indtil 1990 var forbudte), ja, hele hans livsværk, hvis bare han indvilliger i, at tage med tilbage til Ungarn for at blive hyldet og dø.

Márai nægter at tage imod det smigrende tilbud, at blive offer for sin egen forfængelighed og skriver ironisk herom: “Blandt mange andre kalder Forfatterforbundet mig hjem, de vil gøre mig og mine bøger til et mindesmærke. De vil udgive alt, indbundet i skind, også mig. Alle mindesmærkers fælles skæbne er, at hundene pisser på deres sokler til sidst.” (s.180) Sándor Márai vælger i stedet at blive i USA, ensom og alene, mens døden nærmer sig, på trods af at: “Ensomheden omkring mig er efterhånden så tyk som vintertåge, man kan røre ved den. Selv tøjet lugter af død.” (s.183)

De sidste ord i Márais dagbog er skrevet en uge før hans død og lyder “Jeg venter på indkaldelsen, jeg fremskynder den ikke, men udskyder den heller ikke. Tiden er inde.” (s.189). Den 22. februar 1989 skød Sándor Márai sig selv.

Anmeldelse af Rasmus Bertelsen

Ungarske Péter Esterházys (f.1950) postmoderne familiekrønike og nationalepos Harmonia Cælestis (2000, da.2004) er på én gang en flabet og flamboyant kærlighedserklæring til litteraturen og til Centraleuropa. Et sted i romanen skriver Esterházy: “Primært er skønhed ikke harmonisk, skønhed er overvældende.” (s.399) Og disse ord kunne sagtens udgøre en slags motto til romanen, der med sin barokke æstetik, sprudler og bobler som et prosaisk vulkanudbrud, hvis skyhøje søjle rager langt op over den europæiske samtidslitteratur, og hvis nedfald af brændende billedstumper og fragmenter efterlader læseren omtumlet, overrumplet og overmæt. Harmonia Cælestis er kræs for kendere, for litterære feinschmeckere, men det er et slægtsepos, der skal indtages langsomt og i små doser.

Romanens titel Harmonia Cælestis er hentet fra titlen på en række religiøse sange fra 1711, som én af Péter Esterházys forfædre angiveligt skulle have skrevet. Imidlertid har den senere musikforskning vist, at disse melodier ikke kan tilskrives forfaderen, men andre af tidens komponister, selv om forfaderen er angivet som ophavsmand til værket. Den samme idé går igen i Péter Esterházys postmodernistiske mammutværk, også her vrimler det med forskellige fortællestemmer, bevidste omskrivninger af anden litteratur og intertekstuelle referencer. Dette edderkoppespind af referencer omfatter alt fra familieanekdoter og mytiske overleveringer til kanoniseret verdenslitteratur. Føj dertil smallere litteratur som Venedikt Jerofejevs (1938-1990) kultepos Moskva-Petusjki (1969) eller Daniil Kharms (1905-1942) absurde kortprosatekster, for blot at nævne et par stykker af de mere kuriøse henvisninger eller omskrivninger (faktisk er hele tekster af Kharms gengivet i romanen), der cementerer Harmonia Cælestis status som intertekstuel mosaik.

Esterházys roman er opdelt i to næsten lige store dele, hvoraf første del er skrevet som 371 nummererede satser, der typisk begynder med ordene “Min fader var…”, hvorefter dele af slægshistorien oprulles, men ikke i den gængse forstand. På de første små 400 sider maltrakteres hele den historiske kronologi således, at de forskellige forfædre smelter sammen til en monstrøs og ambivalent skikkelse, en slags brutal urfader, der på den ene side er kultiveret og galant, men som på den anden side ikke holder sig tilbage for at plyndre og voldtage. Gennem de sidste 500 år har Esterházyfamilien spillet en afgørende rolle i Centraleuropas udvikling og turbulente historie. Den historiske faglitteratur nævner 22 af Esterházys forfædre, hvoraf de 19 anses for vigtige. De sidste århundreder har de således været at finde på Europas politiske parketgulve, på slagmarkerne, i ministerkabinetterne og som underskrivere af utallige krigserklæringer og fredstraktater, der har været afgørende for Europas skæbne. Derfor er romanen også smækfyldt med anekdoter om de forskellige familiemedlemmers møder med historiske personligheder såsom Franz Joseph I, Mussolini og Churchill osv.

Dekonstruktionen af faderbegrebet og den fraværende kronologi bevirker at læseren bombarderes med skønhedsmættede fragmentariske billeder. Urfaderen er portrætteret både som kobberstik, akvarel, serigrafi, karikatur og landskabsbillede. Snart befinder vi os i en slagscene under den tyrkiske invasion, snart ved en audiens hos kejserinde Maria Theresia, snart under Rákoczys frihedskrig mod Østrig (1701-1711), snart til en fodboldkamp i kommunisttidens Budapest. De forskellige satser er ligesom stumperne af et knust troldspejl, der reflekterer hele Ungarns historie. Det er hverken sandhed eller løgn – mere en forhandling af grænsen – det er fiktion! Péter Esterházy skriver selv indledningsvis, at han ikke kender den fulde sandhed og at det er svært at lyve, når man ikke kender sandheden. På samme måde hedder det i starten af anden del af romanen, at alle personerne er opdigtede. Ironisk nok, har Esterházy senere måttet modificere billedet af sin fader efter at have opdaget, at faderen også arbejdede som stikker for Kádárregimet. Derfor har Esterházy i kølvandet på Harmonia Cælestis også skrevet en Revideret udgave (2002, da.2006) af romanen.

Romanens anden del begynder med kommunisternes magtovertagelse, og således indvarsles Esterházyslægtens fald. Gennem skildringen af Esterházys bedste- og oldeforældre strejfer vi i en række tilbageblik gennem Østrig-Ungarns opløsning og undergang, gennem Béla Kuns (1886-1939) oprettelse af Den Ungarske Rådsrepublik i 1919 og gennem Miklós Horthys (1868-1957) fascistiske regime fra 1920-44. Med kommunisternes magtovertagelse eksproprieres Esterházyfamiliens enorme slotte, jordbesiddelser, kunstskatte og rigdomme. Familien tvangsforflyttes, overvåges og chikaneres af det nye regime. Gullaschkommunismen er alt andet end fryd og gammen for den gamle adelsfamilie – deres hænder er ikke skabte til arbejde, men til håndkys: Alligevel bliver det hverdag for familien, der på sin egen aristokratiske måde klarer sig og omstiller sig til de nye tider. Anden del af romanen går således også med at opridse Péter Esterházys egne barndomserindringer, skoletidens ideologiske ensretning, Den Ungarske Opstand i 1956, tiden som soldat, og mange af de løse brikker og spredte fragmenter fra bogens første del bliver her sat ind i deres retmæssige sammenhæng.

Lykkes det så? Bliver man så klogere af at læse Esterházys postmoderne opus magnum? Ja, bestemt selvom det til tider er en udsyret og fortumlede oplevelse. Esterházy har opført et smuk gravmonument over sin slægt og haft fingrene langt nede i familieerindringens skattekiste for at kunne skrive denne bog. Et sted i bogen hedder det bl.a.: “Hvem kan opremse alle de kønne klange, som Esterházy anslog i den gamle ungarske folkesjæl?” (s.550) Ja, hvem kan egentlig det andre end Péter Esterházy selv. Ingen andre.

Anmeldelse af Rasmus Bertelsen

Den østrig-ungarske forfatter og dramatiker Ödön von Horváth (1901-1938) fik ikke noget langt liv: Den 1. juni 1938 under et stormvejr i Paris væltede et træ ned over ham på Champs-Élysées og dræbte ham. Med von Horváths død endte – sagt med Stefan Zweigs (1881-1942) ord – en løbebane af uendelige muligheder og den tyske mellemkrigslitteratur mistede én af sine mest begavede skribenter, og det på trods af, at tysk ikke var von Horváths oprindelige modersmål.

Allerede i 1931 modtog han Weimar Republikkens mest fornemme litteraturpris, Kleist-prisen (sammen med Erik Reger) for sit forfatterskab og mange skuespil. I Danmark er von Horváth nok mest kendt som dramatiker, især for sit skuespil Kasimir og Karoline (1932), men i de tysktalende lande læser man von Horváths Gudløs ungdom (1938) som en klassisk ungdomsroman i gymnasierne ligesom man i Danmark læser Knud Sønderbys (1909-1966) Midt i en jazztid (1931) og Klaus Rifbjergs (f.1931) Den kroniske uskyld (1958).

Gudløs ungdom udkom allerede på dansk i 1939 i en oversættelse ved Mogens Klitgaard, men Søren Gosvig Olesens nyoversættelse af romanen må siges at være markant bedre, uovertruffen i sin sprogsikkerhed og mere tro mod Ödön von Horváths særegne minimalistiske stil.

Gennem hele sit liv levede Ödön von Horváth en nomadetilværelse. Selv betegnede han sig som en mand med et ungarsk pas, men efter dobbeltmonarkiets undergang uden noget fædreland. Han blev født i Rijeka i Kroatien i det daværende Østrig-Ungarske imperium, og voksede op i Beograd, Budapest, Bratislava som søn af en diplomat. Senere studerede han teatervidenskab ved universitetet i München hvorefter han flyttede til Berlin i 1922, hvor han levede indtil nazisternes magtovertagelse i 1933. Herefter bosatte han sig i Østrig, men med Østrigs indlemmelse i Nazityskland i 1938 blev Horváth atter tvunget på farten og emigrerede til Paris.

Allerede da Gudløs ungdom udkom i 1938 i Nazityskland blev den øjeblikkeligt forbudt. Romanen rummer en klartskuende kritik af Hitlertidens voldsforherligelse, uddannelsessystemets indoktrinering af ungdommen og de humanistiske og moralske idealers bandlysning. Romanen begynder med at hovedpersonen, en ung nyuddannet idealistisk lærer får arbejde på et amtsgymnasium. Allerede indledningsvis får vi et indblik i de unge drenges flokmentalitet, hvordan de dyrker den stærkes ret og de svages underkuelse, og von Horváth skildrer her uden at bæve, det totalitære menneske i dets tilblivelse. Da læreren en dag beder eleverne om at skrive en stil om kolonipolitikkens nødvendighed, gør han sig særdeles upopulær overfor eleverne da han indskærper overfor dem, at negere også er en slags mennesker. Dette fører til en irettesættelse fra gymnasiets rektor, der betoner, at han ikke skal udsprede sin humanistiske gift, da den strider mod den officielle ideologi og hæmmer elevernes militære udvikling.

Derved sættes den unge underviser i et moralsk dilemma, der forfølger ham gennem romanen: Skal han gøre sin pligt eller følge sin samvittighed? På en bar møder læreren senere en afskediget, agtet filolog, der proklamerer begyndelsen på fiskenes tidsalder. Han siger at, når “Jorden bevæger sig ind i fiskenes tegn. Så vil menneskenes sjæle blive ubevægelige som ansigtet på en fisk.” (s.27)

Hvor fisken i kristendommens symbolik betegner Jesus Kristus, dåben, udødeligheden og genopstandelsen (Jonas tegnet), så bliver fisken i von Horváths prosa et symbol på tabet af medmenneskelighed, på nihilismens og værdiernes forfald, på den kyniske og følelseskolde ungdom, der opdrages til den totale krig, til at slå ihjel. Den samme undergangsbetonede verdensopfattelse møder vi også senere hos en præst, der uden at kny forkynder, at pga. af arvesynden er “Gud [...] det forfærdeligste her i verden.” (s.47) Derfor bliver skyldsspørgsmålet også et væsentligt tema i romanen.

Dette viser sig umiddelbart, da en dreng under en telttur bliver myrdet på bestialsk vis. Læreren bliver her ufrivilligt inddraget i sagen, men fortier vigtige oplysninger i opklaringsarbejdet. Under den efterfølgende retssag afslører læreren sit hykleri, da han udadtil og overfor pressen på det bestemteste afviser, at ungdommen skulle være blevet forrået. Mordet er derimod et udslag af forbryderisk individualisme og liberalisme. Da det endelig går op for læreren, at de anklagede er uskyldige, er han ved at bliver ædt op indefra af sin samvittighed og beslutter til sidst at fortælle myndigheder sandheden. Læreren anklages herefter for at have vildledt ungdommen og udpeges som den åndelige forbryder bag det hele. Alligevel fortsætter han med at hylde Hitler udadtil. Selvom han kan se, hvordan ungdommen marcherer i gaderne som “Divisioner af karakterløse under kommando af idioter.” (s.103), så fylder det han alligevel med tilfredshed, at han på Førerens fødselsdag kan hænge hagekorsflaget ud af sit vindue. Den som priser lydigheden, priser i sidste ende løgnen ved at deltager i det ideologiske skuespil. “Hæng du bare din fane ud,” tænker han “vær med til at hylde overplebejeren, kryb i støvet for skidtet og lyv alt, hvad du kan – det står ikke til at ændre! Du har mistet dit levebrød!” (s.103)

Efter sin afskedigelse fra gymnasiet beslutter han sig imidlertid for selv at opklare forbrydelsen. De eneste spor har at gå efter er et tabt kompas og et vidneudsagn, der fortæller, at den skyldige har fiskeøjne. Således forvandler romanen sig til en slags detektiv- eller kriminalroman, hvor læreren, jo længere han trænger ind i mordgåden, trænger ind i den kollektive skyld. Ödön von Horváths roman kan derfor læses som et forsøg på at afdække og forstå det totalitære menneskes i sin tilblivelse, men samtidigt er det også et hårdtslående anklageskrift mod enhver form for totalitarisme, hvor den der først er gået på kompromis med sandheden, sidenhen må påtage sig sit ansvar.

Entré Scenen slår 3.-6. juni dørene op for East Gate Europe - en teaterfestival i Århus for spritnyt østeuropæisk performanceteater og dans.

I fire dage vil Grønnegade 93D lægge scene til syv spændende forestillinger fra Slovakiet, Polen, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn og Danmark samt stor åbningsfest med balkanorkestret Tako Lako (inkluderet i billetprisen) og det gratis seminar “Rehearsal Matters” om metoder og kreative processer i teaterverdenen. Dagen før festivalen – onsdag d. 2. juni kl. 19 – varmer vi op med et gratisarrangement på Studenterhus Århus: En hyggelig aften med debat, smagsprøver på performanceteater og balkan-DJ.

Gå ikke glip af en unik mulighed for at opleve, hvad der rør sig på teaterscenerne mod øst. 

So, don’t be a stranger – see you at the East Gate Europe Festival!

Priser: Endagsbillet (to forestillinger) kr. 120 – Studerende og unge under 25 dog kun kr. 70. Kontakt Entré Scenen for gruppetilbud på 40,- per dag for grupper på min. 10 pers! 

Billetreservation/information på tlf. 86 19 00 79 på hverdage fra 10-16.
Kontakt: Jakob Edut, PR medarbejder på Entré Scenen. www.entrescenen.dk/dna